Kender du Nyreforeningens nyreskole?

Siden november 2020 har det været muligt at komme på nyreskole hjemme fra sofaen.

På nyreskole.dk kan du blive klogere på en lang række temaer omkring livet med nyresygdom. Det er der flere af vores medlemmer, der allerede har gjort.

De mest læste temaer lige nu handler om kost, når man er nyresyg samt viden om nyrernes funktion og hvad der sker, når nyrerne svigter. Du kan også blive klogere på, hvilke overvejelser du kan gøre dig ,når du skal til at vælge dialyse eller få inspiration til at leve et aktivt liv med nyresygdom og meget mere.

Nyreskolen er lavet på initiativ fra nogle af Nyreforeningens medlemmer, der så et behov for en online platform med viden om nyresygdom, som kunne være et supplement til hospitalernes nyreskoler. Der kan opstå mange spørgsmål og blive vendt op og ned på hverdagen, når sygdom rammer én selv eller ens kære.

Med den online nyreskole håber vi derfor, at kunne klæde vores medlemmer godt på til livet med en nyresygdom i dets mange facetter. Nyreskolen er særligt for dig, som er ny med nyresygdom eller står overfor at håndtere noget nyt i dit sygdomsforløb. Det gælder uanset om du har nedsat nyrefunktion, skal transplanteres eller i dialyse. Er du pårørende er nyreskolen også for dig.

Du får adgang til nyreskolens temaer ved at logge ind med medlemsnummer eller din e-mail-adresse og derefter en kode. Hvis det er første gang du logger på, skal du vide, at vi aldrig har sendt dig en kode. Den vælger du selv ved at klikke på ”Glemt / mangler adgangskode”.

Har du før været inde i medlemssystemet, er det samme kode.

Vi arbejder løbende på at udvikle og forbedre nyreskolen, og der er derfor flere ting på tegnebrættet for nyreskolen. For eksempel kan du se frem til webinarer og små film.