Julegodter og frugt – hvad kan jeg spise?

Brunkager

Julen er pakket med søde fristelser, både forskellige frugter og massevis af lækre julegodter. Her guider diætist Sofie Wendelboe til, hvad du kan spise, når det gælder julens søde sager.

Et af Sofies tricks er at bytte noget af det, du normalt spiser, ud med julegodter. Se hvad du kan få ved fx at bytte 1½ dl mælk eller et mellemmåltid ud med forskellige typer af julegodter i tabellerne nederst på siden.

Frisk frugt

Husk at de fleste hver dag kan spise 100 g frisk frugt, også selvom der er behov for at passe på kalium. Det kan f.eks. være 1 appelsin, 2 mandariner eller 100 g friske figner/abrikoser. Det passer nogenlunde med en håndfuld på størrelse med en tennisbold (det tæller dog ikke at have meget store hænder).

Tørret frugt

Vær opmærksom på at tørret frugt indeholder mere kalium end frisk frugt. I julen er det tit dadler og tørrede abrikoser, der bliver serveret. ”Et stykke” tørret frugt skal kunne ligge inde i din hånd, fx 3-4 dadler eller abrikoser.

Juleslik med lavt indhold af kalium og fosfat

Hvis du vil spise noget sødt med lavt indhold af kalium og fosfat, er det bedst at vælge juleskum, vingummi-flæsk eller bolsjer. Det kan spises stort set uden at tænke på mængder.

Sukker indeholder kun meget lidt kalium og fosfat, derfor kan du med fordel vælge søde sager med et højt indhold af sukker. Vær opmærksom på at det stadig har et højt energiindhold.

Diabetes- og hjertevenlige julegodter

Hvis du har diabetes, kan du sagtens spise julegodter, det skal bare være i små mængder ad gangen, så blodsukkeret ikke stiger for meget.

Hvis du skal vælge hjertevenlige julegodter, skal du primært gå efter nødder, mandler, marcipan eller tørret frugt, men vær obs. på indholdet af kalium og/eller fosfat. Se mængder i det næste afsnit.

Erstat et mellemmåltid med lækkerier

Et mellemmåltid svarer ofte til 10 % af dagens behov. Det svarer til indholdet af kalium og fosfat i 1½ dl mælk. I det følgende kan du bytte 1½ dl mælk for 1 linje med lækkerier, eller du kan spise 1 linje i stedet for dit sædvanlige mellemmåltid.

Tørret frugt og nødder

6 stk. Svesker (50 g/ 1 stk. = 8 g)
30 stk. Peanuts/ jordnødder (30 g/ 1 stk. = 1 g)
7-8 stk. Valnødder (30 g/ 1 stk. = 4 g)
30 stk. Hasselnødder (30 g/ 1 stk. = 1 g)
3-4 stk. Daddel, tørret (30 g/ 1 stk. = 8 g)
12-13 stk. Mandel (25 g/ 1 stk. = 2 g)
2 spsk. Rosiner (30 g/ 1 minipakke = 15 g)
40 stk. Pistacienødder, tørret (20 g/ 1 stk. = 0,5 g)
1 stk. Figen, tørret (20 g/ 1 stk. = 20 g)
4 stk. Abrikos, tørret (20 g/ 1 stk. = 5 g)

Kager m.v.

3 stk. Æbleskiver (90 g/ 1 stk. = 30 g)
3 stk. Vafler (60 g/ 1 stk. = 20 g)
8 stk. Vaniljekranse (65 g/ 1 stk. = 8 g)
13 stk. Pebernødder (65 g/ 1 stk. = 5 g)
8 stk. Finskbrød (65 g/ 1 stk. = 8 g)
8 stk. Brunkager (65 g/ 1 stk. = 8 g)
6-7 stk. Klejner (65 g/ 1 stk. = 10-20 g)
20 cm/3 stk. Kransekage (50 g/ 1 stk. = 15 g (6 cm))
4 stk. Kransekagekonfekt Se opskrift i Nyrenyt fra december 2022
1,5 dl Ris a lá mande med 1 spsk. kirsebærsovs
1,5 dl Risengrød

Slik og chokolade

5-6 stk. Nougat (55 g/ 1 stk. = ca. 10 g)
11 stk. Lakridskonfekt (55 g/ 1 stk. = 5 g)
5 stk. Marcipan (50 g/ 1 stk. = ca. 10 g)
3-4 stk. Fyldt chokolade (50 g/ 1 stk. = 10 – 20 g)
3-4 stk. Mørk chokolade (50 g/ 1 stk. = 10 – 20 g)
3-4 stk. Flødechokolade (45 g/ 1 stk. = 10 – 20 g)
3-4 stk. Flødechokolade med nødder (45 g/ 1 stk. = 10 – 20 g)