Vælg en side

Jobafklarings-forløb

Jobafklaringsforløb er et tilbud til en sygemeldt, der ikke kan få forlænget udbetalingen af sygedagpenge, men som fortsat er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom, og opfylder krav til uarbejdsdygtighed (§ 7 i Lov om sygedagpenge).

Et jobafklaringsforløb skal give dig en individuelt tilpasset, tværfaglig og helhedsorienteret indsats med henblik på at komme tilbage i arbejde eller i gang med uddannelse. Indsatsen skal altid være tilpasset dine forudsætninger og behov samt helbredstilstand.

Både lønmodtagere og selvstændige er omfattet af ordningen.

Betingelser

Modtager du sygedagpenge, men er du ikke omfattet af forlængelsesreglerne ved revurderingen og er du fortsat uarbejdsdygtig som følge af sygdom, har du ret til at få et jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse.

Det samme gælder, hvis du tidligere har fået sygedagpengene forlænget og ikke opfylder betingelserne for en ny forlængelse.

Hvis du bliver syg, men ikke har ret til sygedagpenge, fordi du forud for sygemeldingen har fået udbetalt sygedagpenge i 22 uger indenfor de seneste 9 måneder, er du også berettiget til jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse.

Tilbud

Et jobafklaringsforløb kan bestå af følgende tilbud:

  • Vejledning og opkvalificering
  • Virksomhedspraktik
  • Ansættelse med løntilskud
  • Mentor

Hvis du er i et ansættelsesforhold, tilrettelægges indsatsen med fokus på hurtigst mulig tilbagevenden til arbejdspladsen. Arbejdsgiveren skal inddrages i forløbet.

Kommunen skal sikre, at sagen behandles i Rehabiliteringsteamet senest 4 uger efter overgangen til jobafklaringsforløb. Kommunen udpeger en gennemgående og koordinerende sagsbehandler.

Økonomi

Hvis du deltager i et jobafklaringsforløb, modtager du ressourceforløbsydelse. Ydelsen udbetales månedligt og er skattepligtig. Ressourceforløbsydelsen er ikke afhængig af formue.

Taksterne pr. 1. januar 2023 er:

Personer, der forsørger børn                                                15.874 kr.

Personer, der ikke forsørger børn                                       11.944 kr.

Personer under 25 år, hjemmeboende uden børn          3. 715 kr.

Refusion til arbejdsgivere

Hvis du får løn under sygdom fra din arbejdsgiver på tidspunktet for overgangen til et jobafklaringsforløb, kan arbejdsgiveren søge om refusion svarende til den ydelse, som du er berettiget til under jobafklaringsforløbet. Din arbejdsgiver har ret til refusion for det antal timer, som de udbetaler løn for.

Varighed

Jobafklaringsforløbet skal være så kort som muligt og kan højst bevilges for 2 år. Inden ophør af et jobafklaringsforløb, skal kommunen vurdere din arbejdsevne, herunder om du er i stand til at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Hvis det ikke er muligt, skal kommunen vurdere, om du skal have et nyt jobafklaringsforløb eller om du er i målgruppen for ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension. I disse tilfælde skal sagen igen forelægges for Rehabiliteringsteamet, som afgiver indstilling til kommunen i sagen. Kommunen afgør herefter sagen.

Hvis du 3,5 år efter ophør af sygedagpengene er uarbejdsdygtig på grund af sygdom, skal kommunen iværksætte et intensivt kontraktforløb, for at du kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Du skal desuden have en samtale med en sundhedskoordinator om din mulighed for at udvikle arbejdsevnen. Inden kommunen forelægger en sag for Rehabiliteringsteamet, som vurderer, om du skal have et nyt jobafklaringsforløb ud over 4 år efter ophør af sygedagpenge, skal kommunen efter en konkret vurdering tage stilling til, om sagen skal forelægges regionens kliniske funktion til vurdering af dine muligheder for at arbejde.

Opfølgning

Når man er på jobafklaringsforløb, får man tildelt en koordinerende og gennemgående sagsbehandler, som følger én tæt. Der skal afholdes 6 samtaler om året, og de skal så vidt muligt være ved personligt fremmøde. Formålet er at sikre, at planen følges, ligesom der løbende skal være en vurdering af mulighederne for at vende tilbage til arbejde eller uddannelse.

Klagemuligheder

Man kan klage over kommunens afgørelse om jobafklaringsforløb og ressourceforløb til Ankestyrelsen. Der kan ikke klages over rehabiliteringsplanen. Klagefristen er 4 uger efter, at man har modtaget afgørelsen. Klagen sendes til kommunen som vurderer, om afgørelsen skal ændres eller fastholdes. Fastholdes klagen sendes den videre til afgørelse i Ankestyrelsen.

Indholdet på denne side er udarbejdet af Nyreforeningens socialrådgiver, januar 2023.