Jeg bragte hæmodialysen til Grønland

Af Svend Eisenhardt

Svend Eisenhardt

Jeg er årgang 1946. Født og opvokset i Frederikshavns sydlige bydel: Bangsbostrand. Jeg har realeksamen fra Bangsbostrand Skole 1963, og er udlært som elektriker i 1967. Efter et par år i Frederikshavn tog jeg arbejde i Grønland. Ca. 1 år på de amerikanske baser i Thule og Søndre Strømfjord, og derefter 1,5 år i Kryolitminen i Ivigtut.

Efter hjemkomst fra Grønland fik jeg installatøreksamen på Aalborg tekniske skole i 1974. Jeg var i et par år faglærer for elektrikere på Frederikshavns Tekniske skole indtil 1976. Herefter etablerede jeg mig som selvstændig Autoriseret el-installatør i 1976-1982. 1. december 1981 gik turen igen til Grønland. Dette ophold varede til udgangen af januar 2016. I Grønland var jeg igen autoriseret elinstallatør. Ca. 10 år som ansat, og de sidste ca. 25 år, som selvstændig med firma i 2 byer: Sukkertoppen og Frederikshåb. De er nu afviklet, og min tilstedeværelse i Grønland er ikke længere påkrævet. I 1970 blev jeg gift med Vinnie, og samtidig købte vi vores nuværende hus i Frederikshavn. Vi har 3 voksne børn og 4 børnebørn. De har bopæl på Sjælland.

Strandet på ubestemt tid i Danmark

Min nyresygdom (cystenyrer) blev konstateret på Rigshospitalet i 2002, da jeg var indlagt med forhøjet blodtryk og vand i lungerne. Jeg gik løbende til kontrol i Grønland, og i januar 2013 var sygdommen så fremskreden, at jeg igen blev sendt til Rigshospitalet, og kom i akut hæmodialyse. I Grønland anvender man kun P-dialyse, og det var også planerne med mig. Men pga. arvæv fra en tidligere operation var det ikke muligt at anlægget et P-rør, og jeg var nu strandet på ubestemt tid i Danmark som hæmodialysepatient med bopæl på det Grønlandske Patienthjem på Østerbro i København. Kun en evt. transplantation ville gøre det muligt at returnere til Grønland.

I sommeren 2013 lykkedes det at overbevise det Grønlandske Sundhedsvæsen om, at jeg kunne rejse til Grønland med en NxStage maskine. Det var en kraftig indsats fra min læge Inge Eidemak og daværende leder af PLC-dialysen på Frederiksberg Hospital, Lone Peik, der gjorde det muligt. I starten var det en 3-måneders prøveperiode, som heldigvis blev forlænget flere gange. Jeg nåede således at være den første og eneste hæmodialysepatient i Grønland i ca. 2,5 år, dog afbrudt af flere ophold i Danmark, hvor jeg ligeleds kørte NxStage. I 2014 blev jeg, som tak for at have bragt hæmodialysen til Grønland, tildelt Nyreforeningens Solfangerpris.

Min nuværende dialysesituation er lidt “broget”. Da jeg ikke gerne vil undvære den frihed, som NxStage maskinen giver, har det været nødvendigt at fravælge Reion Nordjylland og fortsat være tilknyttet Rigshospitalet og PLC dialysen på Frederiksberg.

 

Som optakt til Nyrernes dag den 28. maj bringer vi hele måneden historier fra vores medlemmer. Vi har ikke lavet nogle retningslinjer – bare opfordret folk til at fortælle en del af deres historie. Tak til vores frivillige Irene Viggo, som har taget initiativ til dette og indsamlet historierne.