Coronavirus vaccine

Hvornår kan jeg blive vaccineret?

Coronavirus vaccineSå er året skudt i gang. Og nogle nyrepatienter har allerede modtaget første skud vaccine mod COVID-19. Og det er jo helt fantastisk!

Mange glæder sig til at blive vaccineret og vi har fået flere henvendelser om rækkefølgen. Hvornår er det dialysepatienternes tur, hvornår dem med lav nyrefunktion og hvad med nyretransplanterede?

Personer i særlig øget risiko prioriteres

Vi har både hørt fra dialysepatienter og transplanterede, som allerede er blevet vaccineret. Begge grupper er i øget risiko for et alvorligt forløb med COVID-19. Nogle patienter vil være i særlig øget risiko og det er disse patienter, som allerede nu tilbydes en vaccine.

Det er en sygehuslæge, som kan visitere en patient til vaccine. Alle praktiserende læger og sygehuse i regionerne har fået tilsendt er brev hvoraf det fremgår, hvem der er i særlig øget risiko for et alvorligt forløb med COVID 19.

Personer med kronisk nyresvigt, herunder med eGFR < 15 og nefrotisk syndrom med plasma albumin < 20 g/L samt transplanterede tilhører denne gruppe. Ligeledes patienter, som har flere samtidige svære sygdomme eller tilstande, som ud fra en helhedsvurdering medfører særlig øget risiko. Fx nedsat nyrefunktion sammen med diabetes, hjertesvigt mv.

Brevet til lægerne kan læses her: Brev om vaccination af personer med særligt øget risiko for et alvorligt forløb med COVID-19 – Sundhedsstyrelsen

Sundhedsstyrelsen forventer, at alle personer med sygdomme eller tilstande, der giver en øget risiko for et alvorligt forløb med COVID-19, bliver vaccineret inden for en kort periode (forventeligt foråret 2021). Altså både dem i øget risiko og dem i særlig øget risiko for et alvorligt forløb.

Du vil blive kontaktet

Du vil blive kontaktet lige så snart det er din tur. Du vil blive indkaldt via e-boks eller almindelig brev, evt. med forudgående telefonopkald.

Vi opfordrer stærkt til, at du ikke tager kontakt til sygehuset eller egen læge for at få en tid til vaccination. De har nemlig meget travlt med at vaccinere eller hjælpe de, som har brug for lægehjælp.

Og så bliver det forhåbentlig meget snart din tur – vi krydser fingre for hver og en af jer.

Pas godt på jer selv og hinanden!

 

Se den overordnede prioriterede rækkefølge:

  1. Personer som bor i plejebolig med videre.
  2. Personer med alder på 65 år og over, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp i eget hjem.
  3. Personer med alder på 85 år og over.
  4. Personer i sundheds- og ældresektoren, og udvalgte dele af socialsektoren med særlig risiko for smitte, eller som varetager en kritisk funktion.
  5. Udvalgte personer med tilstande og sygdomme, der medfører særligt øget risiko for alvorligt forløb med covid-19 samt udvalgte pårørende.
  6. Udvalgte pårørende til personer med særligt øget risiko for et alvorligt forløb, eller pårørende som er en uundværlig omsorgs- eller plejepersoner.
  7. Personer med alderen 80-84 år.
  8. Personer med alderen 75-79 år.
  9. Personer med alderen 65-74 år.
  10. Personer med alder under 65 år, som har tilstande og sygdomme, der medfører øget risiko for alvorligt forløb ved covid-19.
  11. Personale der varetager øvrige samfundskritiske funktioner.
  12. Øvrige befolkning udvalgt eksempelvis efter alder.

Kilde: Sundhedsstyrelsen