antigentest

Hvor godt dækker vaccinen egentlig?

antigentest

De fleste nyretransplanterede er efterhånden blevet vaccinerede mod COVID-19. Men hvor godt dækket er nyretransplanterede reelt efter vaccination? Og hvordan skal man som nyretransplanteret forholde sig i forbindelse med genåbningen af Danmark?

Disse spørgsmål er man optaget af, både i Nyreforeningens kredse, regionaludvalg og på landsækkende plan. Der arbejdes på alle niveauer, og målet er, at sikre en god beskyttelse mod COVID-19 og at nyrepatienter får god vejledning i, hvordan de skal forholde sig.

Vaccination af gruppe 5

De fleste patienter, som er indstillet til at blive tidligt vaccineret, er nu vaccinerede. Nyreforeningen er dog også bekendt med, at nogle ikke er blevet korrekt indstillet til vaccine. Vi er derfor ved at undersøge, om alle regioner har fulgt op og rettet op på eventuelle fejl.

Derudover opfordrer vi til, at medlemmer tager kontakt til deres læge, hvis deres behandlende læge har sagt, at de tilhører vaccinationsgruppe 5, men invitationen ikke er kommet.

Antistof-test hos nyretransplanterede

På nogle sygehuse testes transplanterede for anti-stoffer. Uanset om svaret er en positiv eller negativ antistoftest, mener Nyreforeningen, at det er vigtigt, at få talt om prøvesvaret med sin læge.

Uden et blodprøvesvar efter en antistoftest ved nyretransplanterede ikke, hvorvidt de har dannet et tilstrækkeligt antal antistoffer og hvor godt de reelt er beskyttede mod smitte med COVID-19. Nyreforeningen arbejder derfor på, at nyretransplanterede, uanset hvilken region de tilhører, skal tilbydes en antistof-test via deres sygehus og få et hurtigt svar på deres blodprøve.

Læs også ‘To stik er ikke nødvendigvis nok’

Vaccination af pårørende

Vaccination af pårørende vil give en indirekte beskyttelse af transplanterede, som ikke nødvendigvis har den fulde effekt af vaccinen.

Ifølge Sundhedsstyrelsen kan pårørende til en person i særlig øget risiko, som forventes at have en utilstrækkelig effekt af vaccinen, henvises til vaccine via vaccinationsgruppe 6. Vi oplever dog, at det er meget forskelligt, om pårørende til nyretransplanterede kan blive tidligt vaccinerede.

Nyreforeningen har derfor opfordret Sundhedsstyrelsen til en klar kommunikation til læger med hensyn til vaccination af pårørende og arbejder for, at pårørende til transplanterede i immunsupprimerende behandling, kan blive vaccineret inden for den nærmeste fremtid.

Læs også ‘Sådan indstilles du som pårørende til vaccine’

Opdatering den 19.05.2021.
Vi har fået en præcisering via Sunhedsstyrelsen: Målgruppe 6 i Sundhedsstyrelsens vaccinationsprogram omfatter udvalgte pårørende til personer med særligt øget risiko for et alvorligt forløb ved COVID-19, som er en uundværlig omsorgs- eller plejeperson. Men bemærk, at målgruppe 6 er en meget lille og stærkt afgrænset gruppe. Derfor er det kun et fåtal, som bliver tilbudt vaccination i målgruppe 6.