Husk at få dit blå sygesikringsbevis fornyet – det kan give dig med kroniske sygdomme behandling i EU-landene

Grafik: Styrelsen for Patientsikkerhed.

Borgere med kroniske sygdomme kan have svært ved at finde en rejseforsikring, der dækker behandlinger på ferien.

Her kan det blå kort være en hjælp – hvis man har husket at få det med og få det fornyet.

”Hvis man lider af en kronisk sygdom og har behov for behandling, når man er på ferie, kan man få behandlingen dækket af det blå kort på de vilkår, der gælder i ferielandet. Det kan for eksempel være dialyse eller kemobehandling, der ikke kan vente til man kommer hjem. Vi anbefaler, at man taler med egen læge om det og husker at booke tid til behandling i god tid,” forklarer jurist og sektionsleder Metta Detlefsen Frost hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det blå sygesikringskort skal med i tasken, hvis man rejser inden for EU samt til Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz. Cirka fire millioner danskere har et kort, og godt halvdelen af dem udløber i 2019. Det kan betyde, at de står helt uden en gyldig sygesikringsdækning på ferien og selv skal betale for al behandling.

Får samme behandling som de lokale

Grafik: Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det blå EU-sygesikringskort giver udelukkende ret til sundhedsydelser på de vilkår, der gælder for borgerne i det land, man gæster. Og i mange lande er borgerne dækket væsentligt ringere end i Danmark. Vil man have samme standard som derhjemme, må man derfor forsikre sig til det inden afrejse.

Det er også vigtigt at holde sig for øje, at der kan være langt til offentlige hospitaler og klinikker i nogle lande.

”Det er vores erfaring, at der kan være langt til offentlige behandlingssteder i flere EU-lande, og at klinikker tæt på turisthoteller ofte er private, hvor det blå kort ikke kan bruges. Hvis man vil sikre sig mod at stå med en stor regning selv, bør man derfor også have en rejseforsikring,” uddyber Metta Detlefsen Frost fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Grafik: Styrelsen for Patientsikkerhed.

Man skal også være opmærksom på, at kortet ikke dækker hjemtransport. Af den årsag bør en privat rejseforsikring altid overvejes i forbindelse med en rejse – også selvom destinationen er inden for EU’s grænser.

Du kan bestille eller fornyt det blå sygesikringsbevis ved KLIKKE HER.

Læs Nyreforeningens gode råd til at rejse med nyresygdom ved at klikke HER.