Vælg en side

Hjemmehæmo-
dialyse

Efter du er lært op på dialyseafdelingen og føler dig tryg ved at varetage din egen behandling, får du installeret en dialysemaskine i dit hjem, og du varetager selv din dialysebehandling.

Erfaringer viser, at selv ældre mennesker uden tekniske forudsætninger kan håndtere hjemmehæmodialyse. Grundfunktionerne ved dialysemaskinen er forholdsvis enkle at sætte sig ind i – også selvom du ikke har computererfaring.

Hjemmehæmodialyse

Fordele ved hjemmehæmodialyse

  • Du bestemmer selv i samarbejde med afdelingen hvornår og hvor ofte du vil dialysere. Derved har du langt større frihed til at planlægge dit liv.
  •  

  • Du har mulighed for at dialysere flere dage om ugen eller i længere tid. Det er en fordel, da du derved vil have det bedre imellem dialyserne, og du vil kunne foretage dig flere ting i hverdagen.

    Ulemper ved hjemmehæmodialyse

    • Du skal selv ordne alting i forhold til din behandling; sætte maskinen op, stikke dig selv og sørge for at alt er gjort på en hygiejnisk og forsvarlig måde.
    •  

    • Du har ikke direkte adgang til læge eller sygeplejerske, hvis der sker noget. Du skal først ringe til dem, hvis du har brug for hjælp eller vejledning.

    Former for hjemmehæmodialyse

    Man skelner generelt mellem hjemmehæmodialyse om dagen og om natten.

    Hjemmehæmodialyse om dagen

    Man kan vælge at dialysere om dagen på samme måde som man ville gøre i et dialysecenter, dvs. 3-4 gange om ugen i 4-6 timer. Man kan også vælge korte daglige dialyser, hvor man dialyserer 5-7 gange om ugen i ca. 3 timer ad gangen. Denne form for dialyse er at foretrække, hvis man vælger at dialysere hjemme om dagen, da mange undersøgelser har vist, at blodet bliver bedre renset og man dermed har det bedre end ved centerdialyse.

    Hjemmehæmodialyse om natten

    Hæmodialyse om natten foregår 3-6 nætter om ugen, mens du sover. Man starter dialysen, lige inden man går i seng, og slutter dialysen, når man er klar til at stå op 7-8 timer senere. Natdialyse har mange fordele, herunder at det er den mest effektive form for hæmodialyse, men det er ikke alle, der er i stand til at benytte sig af den.

    Fordele ved hjemmehæmodialyse om natten

    • Man har fri alle dage til at gøre, som man har lyst til
    • Man er mere frisk end ved de fleste andre dialyseformer

      Ulemper ved hjemmehæmodialyse om natten

      • Man skal kunne sove med maskinen kørende og med to nåle i armen. Nålene bliver naturligvis fastgjort, så de ikke falder ud.

      Hvorfor hjemmehæmodialyse?

      Hjemmehæmodialyse er en god løsning, både for dig der er helt nystartet og for dig der her været i dialyse gennem længere tid.

      Hjemmehæmodialyse foregår på samme måde som centerdialyse. Forskellen er, at dialysen foregår i hjemmet og ikke på hospitalet. Du skal selv klargøre maskinen til dialyserne og lægge nåle i din dialysefistel eller koble slangerne til dit permanentkateter. Din adgangsvej (fistel, graft eller permanentkateter) skal være velfungerende og stabil. Du skal have plads til dialysemaskine, vandanlæg og materialer i dit hjem.

      Du skal naturligvis have lyst og overskud til at varetage din egen behandling.

      Muligheden for hjemmehæmodialyse er ikke afhængig af, om du bor i hus eller lejlighed. Dialysemaskinen kan f.eks. stå i stuen, i et separat værelse eller i soveværelset. Dialysemaskine og vandanlæg har brug for vand, afløb og strøm, så det kan med fordel stå i nærheden af dit badeværelse eller køkken. Der skal ofte laves nogle installationer, så bor du til leje, skal du have en tilladelse fra udlejeren. Du skal regne med opbevaringsplads til de materialer, du skal bruge. Der er ingen specielle krav til opbevaringen udover, at varerne skal stå tørt og frostfrit. Du skal sørge for, at din forsikring dækker ved evt. vandskade eller andre skader. Afdelingen vil kunne hjælpe dig med at få disse ting i orden, hvis det virker uoverskueligt.

      Oplæring, sikkerhed og kontrol på hospitalet

      Hvis du beslutter dig for at starte i hjemmehæmodialyse, skal du i en periode i oplæring på hæmodialyseafdelingen. Denne oplæring skal sikre, at du kan varetage behandlingen sikkert, og at du og dine pårørende føler tryghed ved at have dialysebehandlingen hjemme. Oplæringen består i at koble dig til og fra maskinen uden at tilføre bakterier til blodbanen, træning i dialysemaskinens funktioner, bestilling af varer mv. Hvis du har permanent dialysekateter, vil du også blive oplært i sterilt forbindingsskift.

      Dialysemaskinen er udstyret med sikkerhedsforanstaltninger, som gør det sikkert at dialysere hjemme. Din læge eller sygeplejerske vil under oplæringen til hjemmehæmodialyse informere dig om, hvordan du skal forholde dig, hvis der opstår problemer. Du får udleveret de telefonnumre, du skal bruge. Opstår der problemer med at gennemføre dialysen, kan du altid kontakte dialyseafdelingen. 

      Sammen med personalet finder du ud af, hvad du skal gøre i den enkelte situation. En dialysemaskine kan godt gå i stykker. Hvis det sker, vil en tekniker reparere maskinen i dit hjem. Har du behov for dialyse, mens maskinen bliver repareret, har du altid mulighed for behandling på dialyseafdelingen.

      Når du dialyserer hjemme, skal du fortsat have taget blodprøver regelmæssigt – typisk en gang om måneden. Det kan være i forbindelse med en ambulant kontrol på dialyseafdelingen eller hos din egen læge. Enkelte hospitaler udlåner udstyr, så du selv kan tage blodprøverne på maskinen hjemme. Svar på blodprøverne gives ofte pr. telefon eller brev. Det er individuelt, hvor ofte man skal til kontrol på hospitalet. Det vil typisk være med 1-3 måneders mellemrum.

      Merudgifter i forbindelse med hjemmehæmodialyse

      Hospitalet dækker udgifter til dialysemaskine, materialer og de nødvendige installationer og eventuelle boligændringer. Ligeledes betales merudgiften til vand og el af sygehuset. Affald i forbindelse med behandlingen kan kommes i almindelig dagrenovation. Udgifter til ekstra affaldsstativ eller ekstra tømning dækkes af hospitalet. Du har således ingen udgifter i forbindelse med hjemmehæmodialyse.