Her er årets Solfanger 2019

Årets Solfanger er en pris, som Nyreforeningen uddeler til en person, der i særlig grad har bidraget til øget livskvalitet for mennesker med en nyre- eller urinvejssygdom. Prisen gives for indsatsens medmenneskelige indhold.

Årets Solfanger 2019 Annika Slot Overgaard har med sit personlige eksempel hjulpet et andet menneske med nyresvigt til at komme i hjemmehæmodialyse. Det har givet Arne Hansen livet tilbage, som han skrev i sin indstilling af Annika Slot Overgaard som årets Solfanger 2019:

”Vi mødtes igennem nyreforeningens familiekursus. Hun var der for min familie fra første gang vi mødte hende og en kæmpe støtte de sidste år. Selv har hun også været igennem en del ligesom jeg og endnu mere. Efter en del problemer fik Annika opstartet i hjemmehæmodialyse. I over et år talte vi sammen jævnligt. Jeg ville aldrig have haft taget mig mod til at opstarte i at lære mig selv op til hjemmehæmo uden hende. Jeg fik set det i hendes hjem og til sidst er jeg endt med at få det i mit eget hjem.

I dag har jeg stadig nyresvigt, men har fået livet tilbage. Nu går jeg ingen og spiser normalt til alle måltider. Jeg er i dialyse 13 dage ud af 14 dage i 4-5 timer hver gang. Men har det så godt.

Hendes inspiration har været min vej til hjemme hæmodialyse og til en meget bedre livskvalitet. Derfor vil jeg gerne nominere hende.”

Naturligt at dele sine erfaringer
Annika Slot Overgaard har ikke tænkt over, at hun gjorde en forskel – det var bare naturligt for hende at gøre, som hun gjorde og dele sine egne gode erfaringer med hjemmehæmodialyse.

”Det er naturligt for mig at dele noget, jeg selv er glad for med andre. Især hvis man kan se, de har det skidt, og man tænker, at ens egen erfaring måske kan hjælpe dem,” siger hun.

Annika Slot Overgaard fik overrakt diplomet og en smuk Steltonkande på årets landsmøde.

Husk du som medlem af Nyreforeningen kan nominere en person til at blive årets solfanger. Du kan sende din motiverede nominering til mail@nyre.dk . Skriv ”SOLFANGER-nominering” i emnefeltet.