Heidi Andersen

Han indlagde mig med det samme

Af Heidi Andersen

Heidi Andersen

Mit navn er Heidi Andersen, og jeg er født i 1965. Jeg blev nyresyg i julen 1999. Jeg vidste dog ikke lige der, at det var det, der var galt. Min egen læge havde ferie, så kom ind til en anden i byen. Han sagde, jeg havde fået en allergisk reaktion på en gang tynd mave og opkastninger, som vi havde haft ugen før. Efter nytår havde jeg det virkelig skidt, min egen læge var tilbage efter ferie, og så snart han så mig, bestilte han blodprøver. Meget hurtigt fandt vi ud af, at mit blodtryk var skyhøjt og min vægt var steget med 13 kg. Han indlagde mig med det samme.

Dengang boede vi i Hadsund, så jeg hørte til på Ålborg sygehus. Der gik de hurtigt til værks, fik en masse medicin og fik også forklaret, at jeg var alvorligt syg. Jeg troede ikke rigtig på det selv, jeg tænkte, at det går over lige om lidt. Det gjorde det ikke, men der gik 12 år inden, jeg fik brug for dialyse.

I den tid op til var jeg meget træt og havde influenzasymptomer hele tiden. På et tidspunkt bemærkede jeg, at jeg havde svært ved at samle mig, når vi var mere end to i huset.  Jeg kunne ikke læse en bog, for det hele flød sammen for mig. Familien begyndte at kigge underligt på mig og sagde jeg svarede i øst, når de talte i vest.

Hjemmedialyse var den bedste beslutning

Jeg fik en god samtale med min læge, og hun sagde, at det var tid til dialyse. Vi mente, jeg havde god tid, så vi tog det stille og roligt. Pludselig tog tingene fart, det vanddrivende kunne ikke hjælpe så meget mere, og jeg tissede ikke ret meget nu. Så blev rykket frem og fik lagt kateter til dialyse. Opstarten var meget hård, syntes jeg. For personalet er det en hverdagsting, men for mig var alt nyt. Meget hurtigt kom jeg ind på stue 9 og skulle lære selv at køre dialyse. En af de bedste beslutninger for mig, som jeg har taget i dette forløb. Jeg syntes tiden var uendelig lang, inden jeg kunne komme hjem med det, men hold nu op en festdag. Der har været både op- og nedture ved at køre det hjemme, men til hver en tid, ville jeg vælge igen at få det hjem.

Mens jeg var i dialyse, tog vi en tur til Berlin. Det at få dialyse i et andet land, var meget grænseoverskridende for mig, men er glad for jeg ikke lod mig begrænse af dialysen. Dernede var de meget imponerede af knaphulsteknikken, som de alle ville se, hvordan jeg gjorde. De synes, det tog lidt tid, men kunne godt se det smarte i det. Når jeg skriver, at de synes det tog tid er det fordi, når de satte folk i dialyse, tog det under 4 1/2 minut… Det kunne jeg ikke gøre det på.

Jeg var heldig den 04.02 2015 meget tidligt om morgenen at få opkaldet om, at der var en nyre til mig. Hvordan jeg kom ud på OUH, kan jeg overhovedet ikke huske, men derud kom jeg. Opstarten var noget hård, men jeg kom igennem og har det ok i dag. Hver dag glæder jeg mig over, at jeg har det sådan. Det hele er ikke lyserødt, men det hjælper.

 

Som optakt til Nyrernes dag den 28. maj bringer vi hele måneden historier fra vores medlemmer. Vi har ikke lavet nogle retningslinjer – bare opfordret folk til at fortælle en del af deres historie. Tak til vores frivillige Irene Viggo, som har taget initiativ til dette og indsamlet historierne.