Gratis influenzavaccination

Efteråret er over os, og influenzasæsonen er så småt i gang igen. Ligesom sidste år har blandt andre mennesker med kronisk nyresvigt mulighed for at få en gratis vaccine. I alt er der afsat 91 mio. kr. på finansloven for 2014 til vaccinationerne.

“For langt de fleste er influenza en ufarlig sygdom, men for en række persongrupper – for eksempel ældre, gravide og kræftramte børn – er det en god idé at få en vaccine, fordi de er mere udsatte. Derfor er jeg glad for, at vi igen kan tilbyde dem gratis vaccine,” siger sundhedsminister Nick Hækkerup.

Den gratis vaccination gælder fra den 1. oktober 2014 og året ud.

Fakta: Hvem kan få influenzavaccination?
•    Personer, der på vaccinationstidspunktet er fyldt 65 år.
•    Førtidspensionister.
•    Visse kronisk syge, bl.a. nyresvigt og diabetes, efter en lægelig vurdering.
•    Personer med svær overvægt efter en lægelig vurdering.
•    Personer med andre alvorlige sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko.
•    Gravide i 2. og 3. trimester.
•    Personer, der deler husstand med en syg i behandling.