Læge studerer røntgenbillede af torso

Godt nyt til folk med tumor i binyrerne

Læge studerer røntgenbillede af torso

En tumor i binyrerne er ikke så farlig, som hidtil antaget. Og ikke så sjælden endda.

Det viser dansk forskning i USA.

”Op til midten af 1990’erne troede man, at binyre-tumorer var ekstremt sjældne. Men antallet af personer, der får konstateret en binyretumor vokser hvert år. Stigningen er – ikke overraskende – sket parallelt med stigningen i af brugen af CT- og MR-scanninger,” forklarer læge Andreas Ladefoged Ebbehøj.

Han er ph.d-studerende på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet og Diabetes og Hormonsygdomme ved Aarhus Universitetshospital og han kommer med udtalelsen til Health, der er websitet for sundhedsvidenskabeligt fakultet på Aarhus Universitet.

I forbindelse med sin ph.d. rejste Andreas Ladefoged til USA for – sammen med en forskergruppe – at se nærmere på binyretumorer i et stort befolkningsstudie. Her fandt  forskerteametet ud af, at der på Mayo Clinic, Minnesota er omkring 1,5 procent af alle, der bliver scannet i maveregionen, som har en binyretumor. Ofte opdages tumoren ved et tilfælde.

”Tidligere studier sagde, at op til 20 procent af binyretumorer var én af de livstruende typer, men det passede bare rigtig dårligt med klinisk erfaring,” fortæller Andreas Ladefoged Ebbehøj.

Han og resten af teamet fandt ud af, at den farligste slags binyretumorer – kræft i binyren – slet ikke var så hyppige, som tidligere beskrevet. Ud af 1.050 patienter med tilfældigt fundne binyretumorer havde kun 3.3 procent kræft.

Andreas Ladefoged Ebbehøj mener at hans forskning kan være medvirkende til, at folk med tumorer i binyrerne ikke bliver unødigt ængstelige. Men selv om kræftdiagnosen er udelukket, kan en binyretumor stadig være livstruende. Det er tilfældet, hvis den producerer hormoner, som adrenalin eller binyrebarkhormon, stoffer som ved en overproduktion kan give for eksempel diabetes eller et livstruende højt blodtryk.

Læs hele artiklen fra Aarhus Universitets website