Giv livet videre

Giv livet videre

Vi kan og vil hjælpe hinanden, når det virkelig gælder

I disse dage er organdonation på alles læber. Kig dig omkring, og du ser Viola på 7 der har fået en lever, Daniel på 8 der har fået lever og nyre, Mathias på 16 der har fået et hjerte, Mathilde på 36 der har fået lunger og Tove på 68 der har fået en nyre. Kig godt på billederne. Deres maver er fulde af ar og deres ansigter flyder over med livsglæde. Det er der en rigtig god grund til, for de har fået endnu en chance for at leve sammen med alle os andre.

Når mennesker rammes af så alvorligt organsvigt, kommer de på venteliste til at modtage et nyt organ, så de kan overleve – eller leve langt bedre end livet i dialyse byder på. Fint. Så er der håb. Men de ved også, at 2 ud af 10 på ventelisten ikke får et organ i tide. Der er nogen, der ikke klarer den.

Kig så på ansigterne igen. Og arrene. Hvert ar fortæller sin historie. Tænk bare på dig selv. Du husker sikkert tydeligt historien bag arret på knæet? Arrene på Viola, Daniel, Mathias, Mathilde og Tove fortæller historien om andre mennesker – mennesker, som de ikke kender. Det er mennesker der har valgt at give livet videre, når de ikke selv er her mere. De blev organdonorer. Og ansigterne på billederne stråler af taknemmelighed.

Alle mennesker har drømme – om nutiden og om fremtiden. Det gælder også vores fem venner her. Viola vil være læge, men først skal hun nyde livet som almindelig pige, der ikke skal på hospitalet hele tiden. Daniel løber hurtigere end sin lillesøster nu, og han drømmer om en dejlig dag. Mathias drømmer om at blive landmand og traktorkortet sidder næsten i lommen. Mathilde drømmer om at være så meget mor, at hendes søn synes hun skal skrue lidt ned og Tove, ja hun har fået en nyre af sin mand, så nu deler de både nyrer og kuffert, når de besøger børn og børnebørn i udlandet.

Hvad drømmer du om? Noget af det samme? Ja, mennesker er såmænd ikke så forskellige, når det kommer til stykket: Vi vil gerne leve. Vi er heller ikke så forskellige, når det kommer til ønskerne og håbene for hinanden. Organdonation giver god mening for de fleste – for næsten alle, men alligevel har kun hver femte sat kryds i donorregistret. Det er et paradoks med konsekvenser. Et paradoks, som vi både kan og skal gøre noget ved.

Det kræver blot at vi ved, hvor vi kan finde donorregistret og sætte kryds ud for vores ønske. Det er let og ligetil, og kan gøres både fra pc, tablet og smartphone. 1 – 2 – 3: Nøglekort, kryds og afsend. Så er den hjemme.

Vi har den lægefaglige ekspertise. Vi har den gode vilje, men mangler lige krydset. Men hvad skal et kryds egentlig, når vi alle sammen er så positive? Her er det kærligheden til familien, der tæller. De efterladte, der ikke må være i tvivl om deres kæres ønske. Tal sammen og sæt kryds. Så skal familien ikke bære på uvished.

#givlivetvidere på www.sundhed.dk