Gennembrud i behandling af diabetespatienter med kronisk nyresygdom


Cirka hver tredje diabetespatient får nyresygdom, som er en alvorlig komplikation til diabetes. Nu er der godt nyt for dem: Lægemidlet Invokana (med indholdsstoffet canagliflozin) har nemlig overbevisende effekt som nyrebeskyttende behandling for patienter med kronisk nyresygdom og type 2-diabetes. Det viser de endelige resultater fra det store CREDENCE-studie, der blev præsenteret til lyden af klapsalver på verdenskongressen for neurologi, ISN, i Melbourne iapril 2019. Det skriver Sundhedspolitisk Tidsskrift.

Resultaterne blev samtidig offentliggjort i New England Journal of Medicine.

Studiet viste, at Invokana, der er en såkaldt SGLT-2-hæmmer, har nyrebeskyttende effekt hos patienter med kronisk nyresygdom (forhøjet urin-albumin) og type 2-diabetes. Behandling med såkaldt SGLT-2-hæmmere er en relativ ny behandlingsform. Disse præparater virker via nyrerne, så man udskiller en øget mængde af sukker i urinen. På den måde sænkes blodsukkeret, samtidig med at personen mister kalorier, hvilket kan resultere i et mindre vægttab.

CREDENCE er det første studie, der har været designet til at undersøge, om SGLT-2-hæmmere kan forhindre forværring til nyresvigt (og dermed behov for dialyse eller nyretransplantation) hos patienter med kronisk nyresygdom og type 2-diabetes.

Reelt gennembrud i behandlingen
Nyresygdom er en alvorlig komplikation til type 2-diabetes, som patienterne tidligere døde af allerede fem-seks år efter diagnosetidspunktet. Behandlingen af nyresygdom er de senere år forbedret betydeligt takket være blodsukkersænkende præparater, blodtryks- og lipidregulerende præparater og ændring af livsstil. Men der har reelt ikke været et egentligt gennembrud i behandlingen til målgruppen de seneste 20 år. Der har til gengæld været en del studier, der er blevet stoppet før tid, eller som er blevet gennemført uden positiv effekt på nyrernes virkningsmekanisme.

“Det er knap 20 år siden, at vi har set positive effekter på nyrebeskyttelse i et endepunktsstudie. Nyresygdom rammer 30-40 procent af patienterne med type 2-diabetes, så det har rigtig stor betydning, at behandlingen til nyrepopulationen nu udvikler sig positivt,” siger professor og forskningsleder ved Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC), Peter Rossing, der overværede præsentationen.

Læs mere hos Sundhedspolitisk Tidsskrift ved at klikke her.