Frit sygehusvalg

Når du har brug for undersøgelse eller behandling på et hospital, kan du frit vælge mellem de offentlige hospitaler i hele landet, der kan varetage den pågældende behandling. Har du behov for akut hospitalsbehandling, har du ikke frit sygehusvalg. Du har også frit sygehusvalg til højt specialiseret behandling (f.eks. dialysebehandling) på universitetshospitaler mv.

En sygehusafdeling har mulighed for at sige nej til at modtage en fritvalgs-patient fra en anden region, hvis afdelingen har kapacitetsmæssige vanskeligheder, dvs. har væsentligt længere ventetider end andre lignende afdelinger.

Hvis du vælger et andet hospital, skal du selv betale transporten til og fra hospitalet, også hvis du skal gå til behandling eller kontrol. Du har dog mulighed for at få kilometergodtgørelse svarende til afstanden mellem din bo- pæl og nærmeste hospital.

Er du henvist til undersøgelse og behandling på et offentligt hospital, skal hospitalet informere dig om, hvorvidt det er muligt at tilbyde behandlingen inden for 1 måned. Hvis det ikke er muligt, skal hospitalet tilbyde dig videre henvisning til et privat eller udenlandsk sygehus eller klinik. Du kan selv vælge blandt de sygehuse og klinikker, som har indgået en særlig aftale med regionerne.

Får du afslag på dit ønske om frit sygehusvalg, kan du klage til hospitalsforvaltningen i din region.

sygehusvalg.dk beskrives reglerne for frit sygehusvalg samt retten til hurtig udredning og retten til behandling i udlandet.

Nyretransplantation i anden region

Hvis du ønsker at blive transplanteret på et andet transplantationssted end det nærmeste f.eks. på Odense Universitetshospital, men du hører til f.eks. Region Sjælland, dækkes selve transplantationen af hjemregionen.

Ved transport i forbindelse med transplantation og ambulante kontroller refunderes transportudgiften svarende til nærmeste transplantationssted.

Henvises patienten som led i almindelig aftale mellem transplantationsstederne bliver f.eks. Odense Universitetshospital opfattet som ”hjemsygehus” og får hele transportudgiften refunderet.

Hvis patienten har brug for kørsel, er det hjemregionen, der arrangerer bus eller taxakørsel medmindre andet aftales.