Elisabeth er det nye ansigt på Fanø dialyseklinik

Elisabeth Ettrup overtager ansvaret for Nyreforeningens dialyseklinik på FanøElisabeth Ettrup overtager ansvaret for Nyreforeningens dialyseklinik på Fanø den 1. april 2022. Og det er en erfaren kvinde, der fremover byder gæster velkommen i klinikken.

Elisabeth har været sygeplejerske i 43 år, og hun har arbejdet med hæmodialyse i 22 år. Elisabeth har bl.a. startet hæmodialysen i Roskilde op i 1990’erne, og hun har været bestyrelsesmedlem i The European Dialysis and Transplant Nurses Association i mange år.

Elisabeth har arbejdet flere steder i Danmark og i udlandet, og hun har autorisation som sygeplejerske i seks lande. Elisabeth taler både tysk og engelsk, og det er en stor fordel, da dialyseklinikken på Fanø også modtager mange tyske turister.

For tre år siden flyttede Elisabeth fra Grønland til Fanø. ”Jeg har arbejdet alene på Østkysten i Grønland, så jeg er vant til at stå med et stort ansvar. Jeg kan godt lide de små ø-samfund, og derfor er jeg glad for at bo på Fanø nu. Jeg har arbejdet med flere forskellige specialer, men min største kærlighed er jo nok nyrespecialet. Og tænk sig, at der så netop her på øen ligger en dialyseklinik,” siger Elisabeth.

”Jeg kan virkelig godt lide mit arbejde, og jeg glæder mig meget til at starte. Folk skal vide, at jeg er fleksibel, og jeg vil hjælpe dem med at få en dejlig ferie. Jeg håber, at mange vil tage til Fanø og få deres dialyse i Nyreforeningens klinik,” slutter Elisabeth.

Elisabeth tager over efter Per Eggert, som har haft ansvaret for klinikken på Fanø, siden Nyreforeningen overtog den.

I forbindelse med Elisabets tiltræden får klinikken nye dialysemaskiner, som venligst er doneret af Niels Due Jensen.

Om dialyseklinikken på Fanø

Dialyseklinikken ligger i sundhedshuset i Nordby på Fanø. I dialyseklinikken bliver du mødt af sygeplejersker, som har mange års erfaring med dialyse. Klinikken er indrettet med 2 dialysepladser, stole og borde, fjernsyn mv.

Vi arrangerer så vidt muligt dialysen efter gæsternes behov for f.eks. dialysedage og –tider.

Dialysebehandlingen er gratis for dig, da din region betaler behandlingen.

Book dialyse på Fanø

Du kan booke feriedialyse på Fanø året rundt ved at kontakte klinikken på tlf. 27 62 67 28 eller mail: fanoe@nyre.dk.

Læs mere om dialyseklinikken på Fanø her.