”Det er bedre at dø levende end at leve døende”

Af Justin Corfitzen

Justin Corfitzen

Jeg begyndte pludselig at blive mega træt, og når jeg kom hjem fra arbejde snuppede jeg lige en ”morfar”, indtil vi skulle spise aftensmad. Derefter sad jeg og slappede af/sov indtil jeg skulle i seng (overdrivelse fremmer forståelsen). Efter et lægebesøg blev jeg henvist til Roskilde Sygehus, hvor jeg fik lavet en biopsi, og prøven viste jeg havde haft en virus på nyren, som havde ødelagt dem. Det sagde lægen, og det troede jeg selvfølgelig på. Den evige træthed var det endelige dødsstød til mit ægteskab.

Der har vi jo en patient med Alport Syndrom

Jeg flyttede til Holbæk, hvor min nye kæreste (senere kone) boede, og efter en gevaldig hovedpine en aften kom jeg på Holbæk Sygehus med et blodtryk på 240/120 og blev indlagt på Nefrologisk afdeling. Til stuegangen den følgende dag kom der en læge, han stod for enden af sengen, kiggede på mig og sagde – der har vi jo en patient med ”Alport Syndrom”, men vi tager bare en biopsi. Jeg sagde, at jeg nogle år tidligere havde fået taget en, som viste jeg havde haft en virus på nyren. Så gik han og kom tilbage 15 min. efter og sagde: Jo, jeg har bedt dem kigge din biopsi igennem, og jo du har Alport, som er en arvelig sygdom. Jeg spurgte: Hm, hvordan han bare ved at kigge på mig kunne stille den rigtige diagnose. Preben, som han hed, svarede: Alle nyrelæger, der har kigget på dig, er dumpet til eksamen – når en nyrepatient bruger både briller og høreapparater er der en klokke der skal ringe.

For at vide mere om tingene meldte jeg mig ind i Nyreforeningen, og så stod den på opstart af dialyse. Jeg startede med ”posedialyse” hjemme med natmaskine. Efter 2 år blev jeg ikke renset ordentligt og måtte i gang med hæmodialyse. Efter to forsøg med anlæggelse af fistel fik jeg anlagt et kateter. Samtidig blev jeg ramt af en blodprop i hjernen, så jeg også lige skulle lære at stå/gå og tale igen.

Efter to år igen sad jeg en eftermiddag i dialysen, da beskeden kom at der var en ny nyre til mig – hvad jeg tænkte på vej til Riget i ambulancen kan jeg slet ikke huske, men der fór 1000 tanker igennem hovedet på mig. Efter en yderst vellykket transplantation for nu 12 år siden skulle min kone og jeg til at nyde livet – troede vi – for 8 måneder senere kom mit livs nedtur, min kone døde af cancer.

Men med mit motto kom jeg på benene igen: ”Det er bedre at dø levende end at leve døende”.

 

Som optakt til Nyrernes dag den 28. maj bringer vi hele måneden historier fra vores medlemmer. Vi har ikke lavet nogle retningslinjer – bare opfordret folk til at fortælle en del af deres historie. Tak til vores frivillige Irene Viggo, som har taget initiativ til dette og indsamlet historierne.