‘December-historier’, 1. advent, d. 29. november 2020

Corona-og-nyresygdom

Asger og Johan i fælles isolation – Halloween 2020

Dagens ‘december historie’ handler om Tine Roskvist Doose, om hendes liv med en transplanteret nyre og som mor til tvillingedrenge på 13 år. Tine fortæller om hvordan hun i efteråret har måtte navigere mellem sin angst for smitte og ønsket om at være der for sine børn.

Corona-og-nyresygdom

Tine og Sune

Tine har i mange år vidst, at nyrerne ikke havde det for godt. Det var dog først da Tine var gravid og fødte tvillingerne Asger og Johan i 2007, at nyrerne stak af. Drengene blev født 10 uger for tidligt og for Tine kom deres helbred i første række. Hendes egen nyresygdom var sekundær. I 2009 kom Tine i dialyse og var det frem til 2012. På det tidspunkt kunne nyrerne ikke mere, så Tine blev transplanteret. Den immundæmpende medicin, som Tine må tage, har gjort, at Tine har måttet lære at passe godt på sig selv. Siden Corona kom til Danmark har Tine Roskvist Doose største frygt været, at hendes drenge blev smittet med COVID-19. For hvad gør man så?! Netop det scenarie blev virkelighed.

Da smitten kom indenfor

Et opkald fra drengenes far i ugen efter efterårsferien sendte Tine og hendes tvillinger til Coronatest i Odense. Drengene havde ingen symptomer, men havde holdt efterårsferie med deres far, som nu var COVID-positiv. Allerede efter et døgns tid kom svaret, – en af drengene blev konstateret smittet. ’Jeg fik tankemylder og angstsymptomer’. Tines nyretal er stabilt og hendes læge havde derfor i foråret vurderet, at hun, selvom hun er i særlig risiko, godt kan færdes ude, så længe hun overholder retningslinjerne. Men Tine har helbredsangst og andre angstlidelser, som udfoldede sig, da Corona kom til Danmark. ’Jeg har gået rundt og været overbevist om, at hvis mine drenge får Corona, så bliver jeg også smittet. Og så dør jeg. Det er jo slet ikke rationelt, men sådan følte jeg. Så da jeg hørte at drenges far var smittet, begyndte jeg selv at få symptomer på Corona,- ondt i halsen og lidt småhoste. Men på det tidspunkt havde jeg været i behandling for helbredsangst i 12 uger og havde fået nogle værktøjer. Når jeg brugte mine afslapningsøvelser kunne jeg jo mærke, at symptomerne forsvandt. Det var den ultimative prøve på, om jeg havde lært at acceptere min angst og ikke prøver at flygte fra den.’

Hvad så nu?

Men det ændrede ikke ved, at Tine var rådvild. ’Jeg skrev ud i Facebookgruppen ’Nyretransplanteret’ for at høre hvad andre ville gøre i min situation. Og nogle skrev, som jeg også ville have rådet andre, før jeg selv stod i det: ’Pak din taske i en vældig fart og flyt for en periode.’ Men det kunne jeg ikke. På det tidspunkt vidste jeg jo ikke, om min søn ville blive alvorlig syg. Jeg havde bare behov for at være der for ham.’ Og heldigvis gik det ikke sådan. Johan fik aldrig symptomer. Og det fik hans bror Asger, som blev testet positiv få dage senere, heller ikke.

Tine valgte at blive hjemme. Drengene boede på den øverste etage, hvor de også har et eget badeværelse. Der var ’Roomservice’ i de i alt 9 dage hvor drengene var i isolation – lidt forskudt fra hinanden men med en overlappende periode. Maden blev serveret på bakker, som Tine eller hendes kæreste bar op til dem og stillede foran døren. Efter de havde hentet bakken ind, kunne familien spise ’samlet’ på hver deres side af glasdøren. Ej heller blev Halloween i det lille hjem aflyst. Børn og voksne klædte sig ud og hyggede sig med en spooky menu på hver deres side af glasdøren. Zombie-kirkegården i haven blev afgrænset med et afspærringsbånd med påskriften ’Infektionszone’. Det trælse blev brudt med humor, og angstreaktioner erstattet med nogle faste rutiner.

Kom stærkere ud

’Jeg tror, at det, at mine drenge har haft håndvask og god hygiejne på rygraden gjorde, at de ikke selv spredte smitten hverken i hjemmet eller på skolen. Jeg har i flere år altid haft håndsprit i tasken, og det har drengene siden starten af pandemien også.’

Men når det nu alligevel skete at smitten kom indenfor, var det heldigt, at familien havde pladsen og et ekstra badeværelse på drengenes etage, som gjorde det muligt at leve isoleret fra hinanden. Tiden før Tine vidste om drengene ville få nogle af de typiske symptomer var hård at komme igennem. ’Det var givende via Facebook at få andres tanker om hvad de havde gjort, hvis de var i min situation. Men der er mange ting som afgør hvad den rigtige beslutning er. Jeg tænker, at det bedste man kan gøre, det er at følge og stole på sin egen mavefornemmelse og se tiden an. Og så har jeg lært, at det kan lade sig gøre ikke at blive smittet, selvom man deler husstand med COVID-smittede.’

Tine Roskvist Doose, 41 år

Bor sammen med kæresten Sune navn og sine to sønner Asger og Johan på 13 år

Transplanteret 2012, tager immundæmpende medicin

Stabilt kreatinintal på 105, eGFR 57/59

 

Også sidste år delte vores medlemmer historier fra deres hverdag. Læs sidste års ‘december historier’ her

Vil du støtte os med vores vigtige arbejde for nyresyge?

Hvis du ønsker at støtte vores arbejde i Nyreforeningen, kan du gøre det via MobilePay på 35346 eller via bankoverførsel på reg. 3129 konto nr. 000927 2100 – mrk. overførslen “donation”.

OBS. Hvis du vælger MobilePay eller bankoverførsel, og du ønsker fradrag, skal du oplyse dit cpr-nummer.