Covid-19 ændrer ikke ved, at dialyse er livsvigtig for dialysepatienter

 

Arkivbillede

Men er du smittet med eller har du symptomer på COVID-19, dvs. hoste, feber, synkesvær, vejrtrækningsproblemer eller hovedpine, skal du huske at ringe til dit dialyseafsnit inden du tager afsted.

Vi har talt med Sarah Rytter, som er afdelingssygeplejerske på Rigshospitalets Hæmodialyseafsnit. Selvom om smittetallet er stigende i Københavnsområdet, gennemføres dialyserne stort set som vanligt og med stor tryghed blandt både personale og dialysepatienter. Der bliver sprittet af og holdt afstand. Sidstnævnte betyder, at pårørende gerne må hente og bringe dig. Men for at undgå trængsel på afsnittet, kan de ikke blive hos dig mens du er i dialyse.

Skulle du have symptomer eller er du testet positiv med COVID-19, er det vigtigt, at du ringer ind til dit dialyseafsnit inden du kommer. Det samme gælder, hvis du deler husstand eller har været i nær kontakt med en som er testet positiv. Læs evt. Sundhedsstyrelsens pjece om hvem der betegnes som nær kontakt.

Når du ringer fordi du er smittet eller har symptomer, vil dit sygehus nemlig bestille enkelttransport til dig, med mindre du har mulighed for transport i egen bil. Husk også, at du både under transport og mens du er i kontakt med sundhedspersonalet, skal bære mundbind. Når du ankommer, vil du modtage din dialyse isoleret fra de andre dialysepatienter. På hospitalet kan du blive testet for COVID-19 før eller efter din dialyse, så du hurtigt kan få svar på, om du er smittet. På den måde kan du hurtigt komme tilbage til dit almindelige dialyseafsnit. Deler du husstand med en, som er smittet med COVID-19, skal personen, ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed, isoleres fra bl.a. dig. Med disse tiltag, forhindrer vi smittespredning på dialyseafsnittene og passer på hinanden.

Vi må løbende tage bestik af situationen og leve med de ting der er lidt anderledes end de plejer. Med gang i dialysemaskinerne, COVID-19 eller ej.