Vælg en side

Coronavirus – COVID 19 og nyresygdom

Som nyresyg kan der opstå der mange spørgsmål i forbindelse med COVID-19. Vi har samlet en række vigtige oplysninger til dig og dine nærmeste. Her på siden kan du læse om, hvordan du som nyresyg skal forholde dig til COVID-19 og hvor du kan finde yderligere oplysninger.

Personer i øget risiko, samt deres pårørende, anbefales at være ekstra opmærksomme på at følge Sundhedsstyrelsens seks generelle råd til forebyggelse af smitte.

6 råd til at undgå smitte

Generelt om Coronavirus

Slet ikke

COVID-19 vaccinationsprogram

Sundhedsstyrelsen tilbyder et boosterstik til alle, der er fyldt 50 år samt personer i øget risiko under 50 år, herunder kronisk nyresyge.

Er du 50 år eller ældre, modtager du en indkaldelse i eBoks (eller med posten, hvis du er fritaget for digital post). Er du under 50 år og kronisk nyresyg, modtager du ikke en indkaldelse. Du kan i stedet booke en tid til coronavaccine på vacciner.dk.

Vær opmærksom på, at der skal være gået mindst tre måneder siden det sidste stik, før du kan få et boosterstik.

Er du i målgruppen for influenzavaccination og pneumokok-vaccination, så kan du få vaccinerne samtidig.

Læs mere om efterårets vaccinationsprogram på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Vaccinerne

De to vacciner, som tilbydes, er udviklet af medicinalvirksomhederne Pfizer/BioNTech og Moderna. Begge vacciner er variantopdateret, og leveres til Danmark i løbet af september 2022.

Vaccinerne fra Pfizer/BioNTech og Moderna er bivalente og indeholder både mRNA fra den oprindelige virus og fra omikron-varianten.

Nyresygdom og COVID-19 vaccine

Effekten af vaccinerne har vist sig at være god, men Sundhedsstyrelsen mangler stadig data omkring langtidseffekten. Det vides endnu ikke, hvor længe vaccinerne mod COVID-19 vil give immunitet hos den enkelte. Hverken hos den almene befolkning eller hos nyrepatienter.

Personer i immundæmpende behandling

Vi ved fra andre vacciner, at folk der er i immundæmpende behandling er mindre beskyttet af vacciner generelt. Men Sundhedsstyrelsens anbefaling er at blive vaccineret, da den stadig dækker langt bedre end ingen vaccine.

Der er ikke noget belæg for, at vaccinen skulle give øget risiko for afstødning hos transplanterede generelt. Der kan dog være nogle problemstillinger, hvis man skal til at transplanteres eller man lige er blevet transplanteret. Det vil lægerne på sygehuset være opmærksomme på, og kun de kan give den rette vejledning om det.

Antistoftest anbefales ikke

Vi ved, at en del transplanterede ikke har dannet så mange antistoffer. Vi har været i dialog med Dansk Nefrologisk Selskab, der lige som Sundhedsstyrelsen på nuværende tidspunkt ikke anbefaler antistof-test. Det gør de ikke, fordi vacciner kan have effekt på forskellig vis, dvs. ud over antistoffer kan der gives beskyttelse via cellulær immunitet, herunder hukommelsesceller. Dette kan ikke måles.

Hvordan foregår vaccination

De fleste skal vaccineres på de regionale vaccinationscentre. Når du bestiller tid, vælger du et vaccinationscenter. Du må også godt vælge et uden for din egen kommune/region.

Du booker tid til vaccine ved at gå ind på www.vacciner.dk. Du skal logge ind med dit NemID, og du vælger selv vaccinationssted og tidspunkt. I nogle perioder har det været muligt at møde op uden tidsbestilling. Tjek altid de gældende retningslinjer i din region.

Hvordan booker jeg tid hvis jeg ikke har NemID?

Hvis du ikke har et NemID, skal du bestille en tid telefonisk. Husk, at du KUN skal ringe, hvis du ikke har NemID.

Ring til din egen region:

  • Region Hovedstaden: Telefon 38 66 00 00
  • Region Sjælland: Telefon 70 20 42 33
  • Region Syddanmark: Telefon 99 44 07 17, tast 1
  • Region Midtjylland: Telefon 70 23 24 15
  • Region Nordjylland: Telefon 97 64 84 63

Transport til vaccination

Du står som udgangspunkt selv for transport til vaccinationscenter, hvis du har fået tilbudt vaccination og ikke modtager hjælp via kommunen. Hvis du har en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, som betyder, at du ikke selv kan komme hen til vaccinationscenteret, skal du kontakte din kommune og aftale transport. Modtager du hjemmehjælp, kan du også gå i dialog med hjemmeplejen om transport. Du kan evt. ringe på 70 20 02 33 og få oplyst, hvordan du kontakter din kommune. Hvis kommunen sørger for transporten, er det også kommunen, der booker tid for dig.

Få hjælp til at blive vaccineret

Røde Kors har oprettet en landsdækkende hjælpelinje, som du kan ringe til og få hjælp til at blive vaccineret. På vaccinationshjælpelinjen kan du bl.a. booke en frivillig ledsager, hvis du ikke selv har mulighed for at komme afsted til vaccination. Personale på f.eks. et botilbud, en pårørende, frivillig eller lignende vil også kunne booke på borgerens vegne. Hjælpelinjen kan informere om, hvor man lettest bliver vaccineret i sit nærområde. Hjælpelinjen har telefonnummer 3529 9660 og er åben for opkald på hverdage kl. 10-15.

Læs mere om hjælpelinjen her

Nyresygdom og COVID-19

Der er skærpet opmærksomhed på bl.a. patienter i immundæmpende behandling (fx nyretransplanterede), kronisk nyresvigt med eGFR < 60 og patienter med nefrotisk syndrom med plasma albium < 20 g/L.

Dertil kommer, at mange med kronisk nyresygdom er ældre med anden kronisk sygdom. Det er fx diabetes og hjerte-kar-sygdom, hvilket kan medvirke til et mere alvorligt forløb ved smitte med COVID-19.

Dialysepatienter har et nedsat immunforsvar som følge af kronisk nyresvigt. Er du i hæmodialyse er det svært at undgå tæt kontakt til andre. Derfor er anvendelse af værnemidler og god hygiejne særlig vigtigt.

Symptomer på COVID-19

Der skelnes mellem lette symptomer og betydelige symptomer på covid-19:

  • Lette symptomer på covid-19 er symptomer som løbenæse, ’kriller’ i halsen, enkelte host m.v. der typisk vil være forbigående og hvor du ikke føler dig syg.
  • Betydelige symptomer på covid-19 er symptomer som feber, vedvarende hoste, nysen og problemer med at trække vejret, hvor du føler dig syg.

Symptomerne på covid-19 kan variere fra person til person, og man får ikke nødvendigvis alle symptomer. Enkelte symptomer, fx om man har feber eller ej, kan ikke udelukke, at man har covid-19.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Hvis du har symptomer

  • Hvis du har symptomer på COVID-19, skal du bestille tid til test på coronaprover.dk.
  • Hvis du får en positiv pcr-test, så kontakt straks din nyreafdeling, da det kan være relevant at tilbyde dig tidlig behandling.
  • Mød ikke op til dialyse. Ring i stedet til dit dialysecenter/din nefrolog for at aftale alternativ mulighed for dialysebehandling.
  • Søg straks lægehjælp, hvis du har alvorlige symptomer. Ring altid i forvejen, før du tager hen til din læge eller andre dele af sundhedsvæsenet.
  • Folk med milde symptomer, som i øvrigt er sunde og raske, skal pleje deres symptomer derhjemme.

De fleste personer, som bliver smittet med COVID-19, også personer i øget risiko, vil få et mildt forbigående forløb med lette luftvejssymptomer, som går over af sig selv uden behandling fra sundhedsvæsenet.

Særligt yngre personer kan være smittet med COVID-19 uden at udvikle symptomer. For de, der udvikler symptomer, begynder forløbet i gennemsnit 5-7 dage efter smitte. Nogle kan opleve et mere alvorlige sygdomsforløb, hvor de på 4. -7. dagen efter de første symptomer får vejrtrækningsbesvær, forværring af hoste og feber, og hvor de kan få behov for behandling på sygehus. Langt de fleste vil blive udskrevet efter få dages indlæggelse, mens få vil have behov for yderligere intensiv behandling og måske respiratorbehandling. Det er således vigtigt at huske på, at langt de fleste bliver raske igen, også personer med sygdomme eller tilstande, der menes at medføre en øget risiko for et alvorligt forløb.

Kilde: Personer med øget risiko ved COVID-19. Sundhedsstyrelsen. 

Coronatest

Hvis du får symptomer på COVID-19, så tag en test og bliv hjemme, indtil du har testsvaret.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du bliver testet med en PCR-test, hvis du er i øget risiko for et alvorligt forløb med covid-19. Hvis du er i øget risiko og tester positiv, kan du være i målgruppen for tidlig behandling af COVID-19.

Du kan overveje at tage en selvtest, hvis du er bekymret for, om du har COVID-19 eller af en anden årsag gerne vil vide det. Det kan fx være, hvis du bor sammen med en person i øget risiko.

Behandling hvis du bliver smittet med COVID-19

Bliver du smittet med COVID-19, skal du kontakte din afdeling, så snart du har en positiv pcr-test. Der er gode behandlingsmuligheder, men det kræver, at du hurtigt efter smitte starter behandlingen.

Antistofbehandling

Tidligere har nyretransplanterede haft gavn af behandling med monoklonale (kunstige) antistoffer ved smitte med COVID-19. De monoklonale antistoffer har dog vist sig ikke at være virksomme mod de nuværende varianter af corona. Vi afventer mere information.

Tabletbehandling

Siden december 2021 er behandling med tablet tilgængelig for mennesker i øget risiko, herunder kronisk nyresyge. Tabletbehandlingen reducerer risikoen for et alvorligt forløb med COVID-19. For at få tabletterne skal du have en positiv PCR-test og derefter henvende dig til din praktiserende læge eller din nyreafdeling. Det er vigtigt, at du ikke har haft symptomer på COVID-19 i mere end 5 dage.

Beskyt dig selv

COVID-19 er ikke grundlæggende anderledes end andre smitsomme sygdomme. Fokus på god hygiejne og social afstand er de vigtigste måder, du kan beskytte dig selv på. Ved at overholde Sundhedsstyrelsens gode råd, beskytter man sig selv og andre mod smitte. Personer med nyresygdom skal derfor følge de normale anvisninger og følge råd fra egen læge, ligesom ved andre smitsomme sygdomme. Nogle vil på baggrund af egen læges anbefalinger skulle tage mere vidtrækkende forholdsregler.

Se Sundhedsstyrelsens 6 generelle råd til at reducere risikoen for smitte med COVID-19:

Derudover har Sundhedsstyrelsen lavet særlige anbefalinger til personer i øget risiko, herunder nyresyge:

  • Bliv revaccineret med det samme, når du modtager invitation til revaccination i e-boks.
  • Følg Sundhedsstyrelsens seks generelle råd og bed andre om at tage hensyn.
  • Undgå store forsamlinger med mange mennesker, hvor du ikke kan holde afstand.
  • Overvej brug af mundbind i det offentlige rum, hvis det ikke er muligt at holde afstand.
  • Overvej at tale med din arbejdsplads om, hvordan I sammen kan sikre, at du er tryg ved at gå på arbejde.

Hold god hygiejne

Ud over at vi skal holde god afstand, hoste eller nyse i ærmet, blive hjemme hvis vi er syge og undgå at berøre øjne, næse og mund, er god håndhygiejne den mest effektive måde at forhindre smitte med COVID-19. Men også et rent hjem og udluftning er med til at bryde smitteveje.

Håndhygiejne

Husk at holde dine hænder rene, og dermed fri for bl.a. virus og bakterier. Vask hænder i de situationer du plejer og ligeledes efter du har været ude på indkøbsture, afhentning i dagtilbud, ture med offentlig transport osv. Gør det lige når du kommer hjem, så undgår du at sprede evt. viruspartikler i dit hjem. Se også Sundhedsstyrelsens film om håndvask:

Har du ikke adgang til vand og sæbe, kan du bruge håndsprit. Før du bruger håndsprit skal dine hænder være tørre og ikke synligt snavsede. Håndsprit påføres i en mængde, så huden kan holdes fugtig af midlet i mindst 30 sekunder.

Rengøring

Brug de samme rengøringsmidler som du plejer, men rengør lidt oftere. Almindelig rengøring er i de fleste tilfælde tilstrækkelig, men kan suppleres med efterfølgende desinfektion, hvis der er smittede i husstanden. Husk især at rengøre fx tastatur, dørhåndtag, telefon og andre fælles håndkontaktpunkter som deles med kolleger, familie og andre. Husk også rækkefølgen under rengøring: Først det reneste og til sidst det mest snavsede og smittefarlige.

Udluftning

Frisk luft er vigtig både for immunforsvaret og vores sundhed. Viruspartikler kan sætte sig fast på støvpartikler og være i luften. I lukkede rum kan antallet af viruspartikler stige og således er hyppig udluftning med til at mindske risikoen for smitte. Du bør derfor flere gange dagligt lufte ud med gennemtræk i ca. 10 minutter, så du får udskiftet luften i din bolig.

Coronapas

Fra den 31. marts 2022 er det danske coronapas lukket. Du kan stadig have brug for EU-visningen af coronapas i forbindelse med rejser. Derfor har du fortsat adgang til udenrigsvisningen af dit coronapas i coronapas-appen.

Læs mere om, hvor du kan få brug for coronapasset, og hvordan du får et coronapas på coronasmitte.dk.

Nyt om Corona

Ingen resultater fundet

Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.

Hold afstand-badge

 

Bær dette badge og signaler, at det er vigtigt for dig, at andre holder afstand.

ø 6 cm, nål på bagsiden

2 stk. ‘Hold afstand’ – badges koster 25 kr., som dækker administrationsgebyr, forsendelse og moms.

Badge

Mere information om COVID-19

Du kan holde dig orienteret om de gældende anbefalinger på coronasmitte.dk, hvor de danske myndigheder har samlet alle informationer om coronavirus/COVID-19.

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside kan du holde dig opdateret om den aktuelle situation og få yderligere svar på dine spørgsmål.

Skal du ud at rejse, kan du finde vejledninger og gode rejseråd på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Rådgivning

Tal med Nyrelinjen: Som nyresyg, pårørende eller donor kan du have brug for en snak med en, som kender til hverdagens udfordringer og har prøvet at være i samme situation som dig. I Nyreforeningen har vi et korps af frivillige, som selv har nyreproblemer, er pårørende eller donorer, og som har tid til at lytte og støtte dig i stort og småt vedrørende nyrelidelser. Du kan finde en oversigt over de frivillige på hjemmesiden ved at følge dette link.

Ring til vores rådgiver: Oplever du udfordringer med hensyn til at beskytte dig selv i forbindelse med dit arbejdsliv eller har du brug for rådgivning med henblik på andre sociale forhold, økonomi, patienterstatning ved smitte med COVID-19 mv., kontakt socialrådgiver Jan Jensen på jj@nyre.dk eller tlf. 50 93 59 50.

Lægefaglige henvendelser: Nyreforeningen modtager mange henvendelser. Ønsker du lægefaglig rådgivning, opfordrer vi dig til at kontakte egen læge.

Offentlig rådgivning: Myndighedernes corona-hotline er lukket, men via Sundhedsstyrelsens hjemmeside kan du stadig få svar på dine spørgsmål om COVID-19. Se listen over steder, hvor du kan bliver klogere på COVID-19.

Denne side er blevet opdateret den 02.09.2022