Antibiotika-kan-oege-risikoen-for-nyresten

Asiatisk frugtekstrakt kan måske opløse nyresten

En bestanddel, som er fundet i citrusfrugt, kan opløse calciumoxalat-krystaller, som danner den mest udbredte form for nyresten. Det viser et studie fra University of Houston. Forskerne mener, at undersøgelsen kan være første skridt mod en ny behandling af nyresten.

Nyresten er små hårde forekomster af mineral, som ca. 20 % af alle mænd og ca. 5 % af alle kvinder oplever mindst en gang i livet. Og det ser ud til, at forekomsten af nyresten er stigende.

Nyresten dannes ofte af calciumoxalat-krystaller, og resultaterne fra dette studie tyder på, at hydroxycitrat, som findes i citrusfrugt, kan mindske eller ligefrem opløse dannelsen af disse krystaller.

Stadig mange ubesvarede spørgsmål

Hydroxycitrat findes i den asiatiske garcinia cambogia frugt. I studiet her indtog syv frivillige hydroxycitrat i tre dage. Det gjorde, at forskerne kunne se, at hydroxycitratet udskilles via urinen – hvilket er nødvendigt for at behandlingen kan virke.

Selvom undersøgelsen viser grundlaget for et effektivt middel mod nyresten, så er der stadig mange ubesvarede spørgsmål. Der skal eksempelvis flere forsøg til for at fastslå, om det er sikkert at indtage over længere tid og hvilken dosering der kræves. Forskerne mener, at den første undersøgelse er lovende, og de forudser, at man potentielt kan reducere forekomsten af kroniske stendannere.

Det er dog vigtigt at huske på, at denne undersøgelse er lavet med personer, som tog tilskud af hydroxycitrat over tre dage, og derfor kan konklusionen ikke siges at være meget mere end ”lovende”. Nærmere undersøgelser skal være større og løbe over længere tid, før der kan konkluderes yderligere.

Undersøgelsen er publiceret i Nature, august 2016.