Anonym donation af nyrer – hvad er rigtigt og forkert?

Udsendt 6. august 2014

Den 2. august 2014 var der en kvinde, som på Facebook ledte efter en nyre til sin veninde. Det har udløst en debat på tværs af forskellige medier, hvor man bl.a. har diskuteret, om man overhovedet kan blive anonym, levende donor i Danmark, om det er okay at annoncere efter en nyre på de sociale medier og så er der sågar sået tvivl om der er nogen ”normale” mennesker, der vil give en nyre til en fremmed, mens de lever.

I Nyreforeningen mener vi, at der er flere misvisende oplysninger i debatten, så vi vil gerne have fakta på plads:

  • Der er intet i den danske lovgivning, der forhindrer oprettelsen af en anonym donorbank og dermed at gøre anonym, levende donation af nyrer muligt.
  • Det er den gældende praksis på de tre transplantationssteder (Rigshospitalet, Odense Universitetshospital og Aarhus Universitetshospital, Skejby), der betyder, at ingen endnu kan få lov til at donere en nyre til en fremmed.

Nyreforeningen får jævnligt henvendelser fra mennesker, der gerne vil give en nyre til en fremmed. Dem må vi desværre skuffe, fordi det ikke er muligt, som praksis ser ud i dag. Det er Nyreforeningens oplevelse, at mange af disse er velovervejede og seriøse mennesker, som ønsker at gøre en positiv forskel for et andet menneske.

Det er ærgerligt, at det er nødvendigt f.eks. at benytte sociale medier i forsøget på at finde en at donere sin nyre til. De, der vil donere en nyre til en fremmed, ønsker typisk ikke at kende vedkommende. Derfor ville det være meget bedre, hvis vi oprettede en organbank, som kan tage sig af anonyme donorer. Det er prisværdigt, at der findes mennesker, som ønsker at hjælpe et andet menneske med et nyt organ. Lad os gøre det muligt for dem.

Det er Nyreforeningens opfattelse, at en fælles skandinavisk donorbank for anonyme, levende donorer, f.eks. gennem Scandiatransplant, ville give et betydeligt bidrag til at nedbringe ventelisterne til en nyretransplantation.

Mere om anonym donation af nyrer

Læs Nyreforeningens officielle holdning til oprettelse af en organbank.