En nyretransplantation

Vi har været igennem en nyretransplantation! Når jeg siger vi, er det undertegnede og min kone Lise-Lotte. For en transplantation vedrører i høj grad alle parter i en familie. Og i dette tilfælde mere end normalt.

Af Thomas Ebert, bestyrelsesmedlem Kreds Bornholm

Selve transplantationen (operationen) synes jeg i virkeligheden ikke, der er så meget spændende at skrive om. Jeg vil hellere starte et helt andet sted. For mig startede mit transplantationsforløb i virkeligheden, da jeg startede i dialyse. Det var i marts 2011 da jeg kom i posedialyse/peritonealdialyse/P-dialyse. Ja, kært barn har mange navne.

Allerede på det tidspunkt tilbød min kone mig, at jeg kunne få en af hendes nyrer, hvis hun kunne anvendes som donor. Jeg var slet ikke i tvivl om, hvad jeg skulle svare til dette og sagde straks nej. Det kan måske virke lidt sært, når jeg nu i dag står transplanteret med en af hendes nyrer. Men sagen var, at min posedialyse var så lille et indgreb eller havde så lille en indflydelse på min dagligdag, at jeg ikke syntes, at det kunne retfærdiggøre en operation på især min kone. Min posedialyse blev nemlig udført om natten med natmaskine, hvilket betød at jeg gik tom om dagen (ingen dialysat i bughulen). Det medførte, at jeg kunne have en almindelig hverdag, hvor det også var muligt at passe et fuldtidsjob med skiftende arbejdstider. En anden grund til den lille indflydelse på hverdagen var, at jeg havde egen diurese (dvs. jeg tissede normalt). Jeg var således ikke under nogen form for væskerestriktion.

Brug for mere tid sammen

Da jeg sagde nej til Lise-Lottes nyre, talte vi om det, og Lise-Lotte kunne godt se sagen fra min side. Men vi talte også om, hvornår en transplantation med Lise-Lotte som eventuel donor så kunne blive aktuel. Og vi kom hurtigt frem til, at det skulle være, hvis jeg gik fra P-dialyse til hæmodialyse. Det skete desværre meget hurtigere, end vi havde regnet med. Efter ca. syv måneder fik jeg nemlig en utæthed i mellemgulvet med det resultat, at dialysatet i bughulen trængte op i brysthulen, hvor det afstedkom en form for ”drukning” og stor stakåndethed. Så var det slut med posedialysen, og den 18. oktober 2011 måtte jeg begynde mit/vores liv med hæmodialyse.

Det var noget af en omvæltning, og det gik hårdt ud over vores familieliv. Jeg fik aftendialyse mandag, onsdag og fredag og havde arbejde om dagen. Lise-Lotte havde aftenvagter som SOSU-assistent og det betød, at vi på 14 dage så hinanden meget få timer i vågen tilstand. Vi var altså begge opsatte på at se mere til hinanden. Ingen tvivl om at en transplantation ville kunne hjælpe på dette, så vi gik i gang med at få Lise-Lotte udredt som donor. Heldigvis kunne Lise-Lottes nyre bruges. Noget der kun er ca. 50 % chance for blandt pårørende.

Udredningen tog af forskellige årsager nogen tid og var først tilendebragt omkring april 2012. Men derefter gik det hurtigt, og vi fik at vide, at vi kunne blive transplanteret den 1. juni. Da vores yngste søn netop skulle tage sin studentereksamen omkring den tid, valgte vi at takke nej til den 1. juni og vente til efter sommerferieperioden. Vi fik derefter en tid til fredag den 24. august, som i sidste øjeblik blev ændret til mandag den 27. august.

At modtage en nyre

Var der andre, der kunne have givet mig en nyre? Ja, jeg har en søster og en bror. Har de tilbudt sig som donor? Nej. Har jeg spurgt dem? Nej. Personligt ville jeg aldrig spørge en anden person om noget sådant. Hvorfor ikke? Jeg synes det vil være helt i orden at sige nej, og jeg ville aldrig have et problem med at få et nej. Men hvad med den person, man har spurgt? Ville vedkommende efterfølgende komme i tvivl, om han/hun gjorde det ”rigtige”. Ville de måske få dårlig samvittighed og ville deres forhold til mig vedblive at være det samme? Faren for måske at ”miste” en bror, en søster eller en ven på den konto, vil jeg ikke risikere.

På dagen blev Lise-Lotte kørt til operation for udtagelse af nyren kl. 8, hvorefter jeg blev hentet til indsættelse af nyren kl. 12. Jeg vågnede op på opvågningsgangen kl. 16:10 og kom op på vores fælles stue kl. 18:30. Lise-Lotte, som altid bliver dårlig af narkose, kom op kl. 20. Jeg havde det fra første færd rigtig godt og var blevet scannet på opvågningsgangen, hvor jeg fik at vide, at nyren så ud til at virke, idet der var fuld blodgennemstrømning i hele nyren. Lise-Lotte havde det rigtig skidt med kvalme og opkastninger i de næste 1½ døgn, men da først kvalmen fortog sig, fik hun det også helt fint.

Allerede tirsdag var jeg oppe og sidde på sengekanten og gå rundt inde på stuen. Pga. Lise-Lottes kvalme kom hun først ud af sengen tidligt onsdag morgen, men vi var begge ude og gå på afdelingen fra onsdag middag. Smertestillende medicin fik vi naturligvis efter operationen, men allerede fra fredag var smerterne så få og små, at vi kunne undvære smertelindring.

Under operationen var vi begge blevet udstyret med kateter, så de hele tiden kunne måle vores urinproduktion (diurese). Og vores diurese var stor, for vi skulle begge drikke mindst 4 liter/døgn de første to dage, hvorefter det blev nedsat til 3 liter. Efter sådan en omgang føler man sig næsten som en kamel.

Tak er kun et fattigt ord

Lise-Lottes nyre virkede i modsætning til mange nekronyrer med det samme. Da jeg kom ud fra operationen havde jeg et nyretal (kreatinin) på 734. Om tirsdagen var det faldet til 354, onsdag til 163, torsdag til 154, fredag til 148 og lørdag og søndag til 144. Mandag landede det på 140, hvorefter vi begge blev udskrevet.

En stor tak går til Rigshospitalets personale på 3-13-4 for et alt i alt super ophold. Indlæggelsen forløb rigtig skønt, bl.a. fordi vi havde fælles stue, og fordi personalet har stor forståelse for de behov, man har efter sådan en operation.

Den største tak går naturligvis til min kone, som har givet mig en fantastisk gave; en gave som jeg sandsynligvis aldrig vil kunne gengælde. Det er også en af de ting, der er indgået i mine overvejelser om, hvorvidt jeg skulle sige ja til hendes tilbud om en nyre. Men jeg ved, hun har givet den som en hjælp til selvfølgelig mig, men også vores liv, som igen kan blive normalt. Vi er jo næsten alle ”opdraget” med, at når man får noget fra en person, så giver man noget igen på et andet tidspunkt. Det at modtage noget – og noget så stort – uden at kunne give noget igen, det skal man lige vænne sig til. Det kræver lidt forarbejdning.

 

Bragt i Nyrenyt, december 2013