Hjælp dit barn ved smertefulde indgreb

Sådan hjælper du dit barn gennem smerter

Hjælp dit barn ved smertefulde indgreb

Som pårørende og især som forælder kan det være svært at hjælpe sit barn bedst muligt, når det f.eks. skal stikkes eller opereres.

Af Anna Kronborg Haar, Redaktionen

Mange danskere synes ikke, det er særlig sjovt at blive stukket – og børn er ingen undtagelse. Det er vigtigt at hjælpe alle børn med at blive f.eks. vaccineret, men smerten kan også være en del af hverdagen, hvis man f.eks. er kronisk nyresyg og ofte skal undersøges.

Hjælp dit barn før, under og efter proceduren

Når man opfatter smerte sker det gennem hjernen – smerten er derfor både fysisk og psykisk. Derfor kan følelser og tanker både øge og mindske den smerte man oplever. Et eksempel er, at hvis man ved at noget kommer til at gøre meget ondt, gør det næsten ondt før det overhovedet er sket. Dette gælder naturligvis også for børn.

Videnscenter for Børnesmerter i Region Hovedstaden er med til at optimere smertebehandlingen af børn og unge i Regionen og har opsat nogle gode råd til forældre, hvis barn skal gennem noget smertefuldt.

Før stikket eller proceduren skal man snakke med barnet om, hvad der skal ske, i et sprog det forstår. Det nytter med andre ord ikke at bruge medicinske fagudtryk, men dagligdagssprog og sammenligninger til hvad barnet tidligere har oplevet.

”Det er vigtigt at informere barnet på dets aldersmæssige niveau. Det er ikke sikkert, man kan forklare en operation til et 3-årigt barn, men man kan f.eks. sige at vi skal på hospitalet, at lægen og sygeplejersken skal hjælpe os og at mor og far vil være der hele tiden. Giv barnet nogle realistiske valgmuligheder – f.eks. hvilket legetøj det vil have med og hvad man skal lave bagefter eller spise til aftensmad,” siger Gitte Aagaard, der er børnesmertesygeplejerske i Videnscenter for Børnesmerter på Rigshospitalet.

Generelt er det vigtigt at virke rolig overfor barnet og opmuntre det – også selvom man selv er nervøs. Hvis forældrene er bange for det, der skal ske, smitter det nemlig af på barnet.

Under proceduren skal man være særligt opmærksom på sit sprog. Hvis man siger ”du skal ikke være bange”, bliver barnet nemlig først bange. Fysisk kontakt med mindre børn er også en god idé.

Efter det smertefulde skal barnet roses for at have klaret det, men det er samtidig vigtigt ikke at lade det fylde for meget og vende hurtigt tilbage til dagligdagen.

Skal gentages når man er kronisk syg

Hvis ens barn har en kronisk sygdom, skal man som forælder håndtere smerteoplevelsen en anelse anderledes, fordi det skal gentages gang på gang.

”Det er vigtigt at finde metoder, der kan hjælpe barnet, hvis det f.eks. skal stikkes ofte. Her er det vigtigt at lytte til barnet og høre, hvad der fungerer bedst for dem,” siger Gitte Aagaard. Hun tilføjer, at det kan være godt at komme på hospitalet, selvom man ikke skal have foretaget noget af lægerne. F.eks. lege i legestuen, besøge biblioteket eller lignende. På denne måde er hospitalet ikke kun forbundet med noget ubehageligt.

Hvis barnet ikke er gammelt nok til at man kan spørge det, hvad det tænker, skal man følge rådene og retningslinjerne. Disse indeholder blandt andet amning eller sukkervand til børn under 1 år, fordi det virker smertestillende og beroliger. Til større børn skal der bruges lokalbedøvende creme, og så skal barnets opmærksomhed afledes – f.eks. med sæbebobler, historier eller iPad.

Før operationer er det de samme forholdsregler, der gælder – lige med undtagelse af sukkervandet, hvis barnet faster.

”Det er vigtigt, at forældre føler sig godt informeret, så de kan videregive information og ro til barnet. Prøv at tale i et roligt stemmeleje og tal om noget rart – f.eks. at I skal på legepladsen bagefter. Prøv at have planlagt hvordan du kan aflede dit barn med spil, legetøj, bamser eller lignende,” siger Gitte Aagaard.

Typiske forældre-fejl

Selvom mange forældre prøver alt hvad de kan for at hjælpe deres barn, begår nogle af dem fejl uden at vide det.

”Fejl, forældre begår, kan f.eks. være at sige, at det er hurtigt overstået, fordi det kan vi ikke love med sikkerhed. Det er også en fejl at sige, at det ikke gør ondt, fordi det ved vi egentlig ikke – det er kun barnet, der oplever det,” fortæller Gitte Aagaard. Et lille barn der får at vide, at det ikke skal være bange, har måske slet ikke overvejet at det skulle blive bange, men bliver det når det nævnes.

Gitte Aagaard opfordrer til at passe på, hvilket sprog man bruger og give barnet mulighed for at stille spørgsmål og ellers tænke på, hvad der skal ske efter det ubehagelige. Hun forklarer desuden, at hvis forældrene er bange for at blive stukket, stammer det ofte fra deres egne oplevelser. Derfor kan det give mening at aftale, hvem af forældrene der er bedst i situationen, eller om begge skal med.

Ikke nødvendigt at fastholde børn

På Rigshospitalet har man taget en beslutning om ikke at holde børn fast mod deres vilje, og det kan faktisk være svært for forældre at acceptere. Ufrivillig fastholdelse, som det også hedder, er når barnet bliver holdt fast mod dets vilje af enten forældre eller sundhedspersonale med det formål at holde barnet i ro. Fastholdelse kan blandt andet ske fordi barnet risikerer at skade sig selv, det tager længere tid end forventet eller sundhedspersonalet har for lidt tid eller tålmodighed til at finde andre løsninger.

”På landsplan er vi ved at blive opmærksomme på de konsekvenser fastholdelse har, såsom angst for fremtidige procedurer eller besøg hos læge / hospital, forsinket udvikling i tale, søvnbesvær og mareridt mm. Vi hører dog desværre stadig, at børnene oplever det. Det er svært at vende sådan en kultur, hvor vi har troet, at det var bedst for barnet at få det hurtigt overstået, og at børn hurtigt glemmer. Men nu ved vi, at det har konsekvenser for børnene, og vi har viden og redskaber til at undgå det,” siger Gitte Aagaard.

Derfor opfordrer hun forældre til at sige fra: ”Man skal sige, at man ikke vil være med til det. Det kan være svært, fordi man selv er nervøs eller ked af det. Ufrivillig fastholdelse er ikke nødvendig, medmindre der er tale om en livstruende tilstand. Hvis man ikke kan hjælpe med afledning osv., kan man f.eks. give børnene beroligende medicin eller lattergas.”

Sådan hjælper du dit barn gennem smerten

  1. Brug tid på at forklare dit barn hvad der skal ske, så det kan forstå det. Svar på eventuelle spørgsmål og vær så vidt muligt ærlig i dine svar.
  2. Giv barnet realistiske valgmuligheder som f.eks. hvilken bamse der skal med på hospitalet og hvad der skal ske bagefter, men ikke om blodprøven skal tages eller ej.
  3. Forsøg at være så rolig som muligt og behersk den angst du evt. selv føler. Vær opmærksom på at dit kropssprog også virker roligt og træk vejret dybt.
  4. Afled barnets opmærksomhed fra det, der gør ondt. Blæs sæbebobler, fortæl historier eller giv barnet en telefon / iPad at lege med.
  5. Fortæl personalet dine erfaringer, så de kan tage højde for netop dit barn. De ved hvad der skal ske, men du kender dit barn og ved hvordan det reagerer.

Kilde: Videnscenter for Børnesmerter

 

Bragt i Nyrenyt, september 2016