Peters lange rejse

Det, som Peter Clement Marott en aften for 11 år forvekslede med influenza, viste sig at være kimen til en svigtende nyrefunktion. Det endte med at han i 2007 fik sin mors nyre. Siden har han haft et godt liv som professionel trompetist, hvor børn og kærlighed er helt centrale omdrejningspunkter. ”Jeg har opdaget at livet er skrøbeligt. Derfor sætter jeg pris på de mennesker, som vil mig det godt,” siger han.

Af Peter Jürgensen

En sen aften i sommeren 2001 landede Peter Marott i Havanna Lufthavn på Cuba. Den dengang kun 20-årige jazz-trompetist var rejst til den caribiske østat for at spille sammen med nogle cubanske musikere. På vej i flyet fik han feber, og den steg i takt med at han nærmede sig rejsens mål. Da Peters fly landede, var han omtåget af feber og af den tryggende varme. Det lykkedes ham dog at få prajet en taxa, og til al held viste det sig, at Peters logivært var læge. Den unge dansker fik derfor nogle piller, som kunne slå feberen ned og efter nogle dage kom han da også på højkant igen. Opholdet på Cuba varede i to måneder og den musikalske del af rejsen gik helt efter planen.

”Dengang troede jeg, at der blot var tale om en slags influenza eller rejsesyge, og da jeg atter var tilbage i Danmark, følte jeg mig helt rask”, husker han.

Nogen tid efter hjemkomsten kom feberen imidlertid igen, og Peters daværende kæreste overbeviste ham om at han var nødt til at opsøge sin praktiserende læge.

”Jeg var helt sikker på at jeg bare skulle have noget antibiotika. Men lægen havde lugtet lunten og ville lige tage en urinprøve først. Det var en fornuftig beslutning, for der viste sig at være blod i urinen og der dannedes ekstremt meget skum. Straks blev der ringet efter en ambulance, som kørte mig til Rigshospitalet, hvor jeg blev undersøgt af nyremedicinere.”

Efter at have taget en nyrebiopsi kunne de se, at der var noget galt med Peters nyrer.

”Jeg var ung og elskede jo livet. Derfor havde jeg ikke lige forestillet mig, at jeg fra den ene dag til den anden skulle få stemplet ”kronisk syg” i panden. Lægerne berolige mig og sagde at det ikke var så alvorligt. De havde erfaring med nyrepatienter, som havde et langt liv uden de store skavanker, hvilket beroligede mig lidt. Lægerne ville dog gerne lige holde øje med hvordan det hele udviklede sig, og derfor begyndte jeg at gå til regelmæssig kontrol i ambulatoriet.”

Erkendelsen

I begyndelsen fortrængte Peter helt tanken om at han skulle være syg. ”Jeg er jo ung og frisk – og har aldrig før fejlet noget – og i øvrigt har jeg slet ikke tid til at være kronisk syg,” tænkte han.

Men Peter Clement Marott var desværre blevet kronisk syg. Hans nyrefunktion var ikke tilfredsstillende. Efter et års tid begyndte blodtrykket at stige voldsomt. Lægerne gav ham derpå blodtrykssænkende medicin, og han fik hele tiden nye problemer at slås med, blandt andet kramper og vand i kroppen. Samtidig blev der kortere intervaller mellem kontrollerne på Rigshospitalet.

”Når jeg kigger tilbage på forløbet, kan jeg se at mine grænser for hvad der var normalt hele tiden blev flyttet. Til sidst var det jo helt normalt at stå op hver dag og have det som om jeg havde drukket to kasser øl dagen før. Jeg lærte at stikke mig selv med EPO, selv om jeg altid har hadet nåle. Det siger meget om menneskers krop og sind at vi kan vænne sig til så ufatteligt meget, hvis det er nødvendigt.”

Det sorte hul

Midt i det hele fik han sin første søn, Albert. En uge efter hans fødsel blev Peter sat i prednisolonkur. Lægerne håbede hermed at kunne bremse udviklingen. Han reagerede voldsomt på pillerne, både fysisk og psykisk og endte, med sine egne ord, nede i et sort hul.

”Jeg er selv vokset op med en far, der blev alvorligt syg: Han endte med at få en kæmpe depression, som resulterede i at han begik selvmord, da jeg var syv år. Min far var et festligt menneske, som pludselig fik vendt op og ned på sit liv, fordi han fik en blodprop, der efterfulgtes af flere nye blodpropper. Fra at have været et glad og udadvendt menneske, lukkede han sig inde og endte så med at kaste sig ud foran et tog”.

Peter erkender, at han i den mest belastende periode af sit sygdomsforløb flere gange tænkte på om han mon kunne finde på at tage sit eget liv, lige som faderen.

”Jeg er dog ret sikker på at jeg aldrig vil kunne gøre det samme, da jeg jo har oplevet, hvordan det er for de pårørende. Fra en tidlig alder har jeg lært at livet er skrøbeligt. På en måde ser jeg alt det, jeg har været igennem som skæbnen, der på en eller anden måde bare har gjort mig stærkere og lært mig at sætte større pris på alt det gode i livet. Jeg tror helt klart på en større mening med det hele, og på en eller anden mærkelig måde er jeg faktisk glad for at have oplevet de her vilde ting, som jeg nu en gang har været igennem,” siger han.

Transplantationen

For fem år siden fik Peter transplanteret sin mors nyre. Årsdagen for transplantationen fejrer han og moderen altid sammen – med god mad og vin. Først efter at have fået en ny nyre, gik det helt op for ham, hvor dårligt han havde haft det.

”Den tunge sygdoms-dyne blev løftet af mig. Det var vidunderligt. Det er jo den vildeste gave at få, og jeg ved at min mor var lykkelig for endelig at kunne hjælpe mig. Nu har jeg jo selv to dejlige unger, og jeg kan forestille mig, hvor forfærdeligt det må være bare at kunne se til, mens ens barn får det stadig dårligere.”

”Min mor og jeg kom meget tæt på hinanden i den periode, hvor transplantationen blev forberedt. Det er jo ret flippet at skulle have et organ fra et andet menneske, og man tænker på mange ting inden man er kommet ud på den anden side. Vi lå på samme stue og fik derfor snakket om alt mellem himmel og jord. Det tror jeg ikke var sket, hvis vi ikke havde været sammen igennem en transplantation. Samtidig var jeg selvfølgelig nervøs for at der skulle ske noget med hende. På den anden side var jeg meget tryg ved alle de utroligt dygtige læger og sygeplejersker på Riget. Og så havde jeg nogle fantastiske kolleger og venner samt en familie, som bakkede os op. Jeg tror aldrig siden, at jeg har følt så meget kærlighed fra så mange mennesker. Min rektor på konservatoriet sendte f.eks. blomster samt et legat, som han havde indstillet mig til, så jeg havde lidt ekstra til sommerferien. Aldrig vil jeg glemme alle de mennesker, som støttede mig i den svære tid”.

Musik, børn og kærlighed

I dag er Peter 31 år. For tre år siden blev han færdiguddannet som professionel jazz-trompetist på Det Rytmiske Konservatorium. Han spiller i en række forskellige bands, lige fra hiphop med Per Vers til bigband-musik med Niels Jørgen Steen. Samtidig leder og arrangerer han koncerter. Kalenderen er som regel altid booket op et godt stykke ud i fremtiden.

”Da jeg var syv år, begyndte jeg at spille trompet og siden jeg var 18, har jeg kunnet leve af musik. Sammen med børn og kærlighed er musik nok det vigtigste omdrejningspunkt i mit liv. Det er min måde at udtrykke mig på. Via musikken har jeg fået mulighed for at rejse meget og jeg har mødt alle slags mennesker. Jeg har set livet udfolde sig ved store prangende festivaller og i ydmyge små jazzklubber”.

Den driftige trompetist har også bidraget med tekst til en brochure, som Rigshospitalet udgav sidste år, lige som han i 2010 var med til at arrangere en jazzkoncert til fordel for nyresyge børn. Derudover har han bidraget med materiale til en lærebog for sygeplejersker, hvor han fortæller om livet som patient.

Men hvordan lever du så i dag med sygdommen?

”Som det er i dag, ser jeg mig faktisk som rask. Jeg tager godt nok en masse piller hver dag, men jeg lever et normalt liv og har masser af kræfter til mine to børn, kæreste og musikken. En gang i mellem kan der være lidt bøvl med medicinen, men det er småting. Så længe jeg kan lave alt det jeg elsker, er jeg lykkelig. I det hele taget har jeg lært at fylde mit liv med udelukkende gode ting. Hvis der er noget, jeg er utilfreds med, prøver jeg i første omgang at ændre det til det bedre, og hvis det ikke lykkes, så rykker jeg videre. Jeg gider ikke spilde tid på dårlige ting, og på den måde kan man sige, at jeg faktisk har fået en meget større livskvalitet efter det jeg har været igennem. Nu er det bare fremad…”