På lørdag er der Organdonationsdag 2017

Skal du markere Organdonationsdagen den 14. oktober? Vær med til at sætte fokus på den vigtige sag og få flere til at tage stilling.

Organdonationsdagen-2016-logo

14. oktober er det igen national Organdonationsdag, og det er 2. gang nogensinde, at Danmark deltager i den internationale mærkedag. Efter Organdonationsdagen sidste år tilmeldte hele 13.556 danskere sig Donorregistret, alene i oktober – det er dobbelt så mange som på en normal måned.

Det er et led i Den Nationale Handlingsplan for Organdonation, at Danmark fremover afholder en årlig Organdonationsdag anden lørdag i oktober.

Hvad sker der på dagen?

Organdonationsdagen er en international dag, som har fundet sted siden 1996. Forskellige europæiske storbyer skiftes til at have værtsskabet for dagen, og på tværs af Europa foregår der i uge 40/anden lørdag i oktober en masse satellit-events, som sætter fokus på organdonation.

Med de forskellige events skaber Organdonationsdagen rum for dialog og debat om organdonation. Samtidig er dagen en anerkendelse af alle organdonorer, deres familier, de transplanterede, deres pårørende og de sundhedsprofessionelle, som alle har organdonation tæt på i deres personlige liv eller arbejde.

Hvem afholder Organdonationsdagen?

Dansk Center for Organdonation står bag dagen, og det er patientforeninger, hospitaler og frivillige på organdonorområdet, som arrangerer events rundt om i landet. De mange små, lokale initiativer på tværs af landet udgør tilsammen den nationale Organdonationsdag.

Læs mere om Organdonationsdagen her