Ny viden: Mænd forsømmer at tage deres medicin

Risikoen for at glemme at tage sin medicin efter udskrivelse fra hospitalet er stor især for borgere i den erhvervsaktive alder og for mænd uanset alder. Det viser en ny undersøgelse af medicinadfærden hos borgere, der har været patienter i Herning, Holstebro og Horsens, foretaget af Hospitalsenheden Vest.

Når nye rutiner skal være en del af hverdagen, bliver man udfordret på sin hukommelse. Det gælder også med den medicin, man skal tage i forbindelse med en behandling på hospitalet. Mange glemmer at tage medicinen – det gælder især borgere i den erhvervsaktive alder og mænd uanset alder. Det viser Hospitalsenheden Vests undersøgelse af medicinvanerne hos over 600 tidligere indlagte patienter på de medicinske afdelinger i Herning, Holstebro og Horsens.

“Risikoen er ikke blot manglende effekt af medicinen, men også en forværring af den sygdom, man er i behandling for”, fortæller lægefaglig direktør Jens Friis Bak på Hospitalsenheden Vest.

Tag medicinen og medicinvanerne med på hospitalet

Undersøgelsen viser, at det øger chancen for succes med en medicinsk behandling, at patienten selv styrer den. De borgere, som selv har ansvaret for deres medicin, har også har nemmest ved at huske at tage den.

På den baggrund vil Hospitalsenheden Vest nu rette en mere målrettet indsats mod især de indlagte mandlige patienter og deres ægtefæller om medicinadfærden derhjemme. Den dialog foregår bedst ved, at patienterne husker at medbringe alt deres medicin på hospitalet i originalemballage, siger lægefaglig direktør Jens Friis Bak:

“Siden 2015, hvor hospitalet gik i gang med at ændre på sine medicinarbejdsgange, har vi erfaret, at den medbragte medicinemballage er med til at give den bedste dialog, både om patientens medicin og om patientens medicinadfærd derhjemme. Vi opfordrer derfor til, at alle patienter der indlægges, husker medbringe alt deres medicin på hospitalet både i originalemballage og i dosispakker.”

I løbet af efteråret 2017 vil Hospitalsenheden Vest øge sit fokus på at forbedre mænds medicinvaner og forsøge at blive klogere på, hvordan de bedst støtter mændene i at tage mere ansvar for deres egen medicinering.

Fakta om undersøgelsen

632 borgere over 18 år i Region Midtjylland, som har været indlagt på en af de medicinske afdelinger i Herning, Holstebro eller Horsens (sammenligningshospital) i løbet af efteråret 2016, har deltaget i en spørgeskemaundersøgelse om medicinadfærd 1 måned efter deres udskrivelse fra hospitalet.

  • 36 % af deltagerne har svaret, at de ikke tager deres medicin som aftalt med lægen. Størst er risikoen for borgere under 65 år, der har dobbelt så stor risiko for at glemme deres medicin i forhold til borgere over 65 år.
  • De adspurgte mænd var generelt dårligere til at huske at tage deres medicin end kvinder i undersøgelsen. Det samme gjaldt for borgere af begge køn, som kun tager 1 – 4 forskellige medicinpræparater dagligt.
  • Borgere, som har svaret, at de selv stod for at tage al deres medicin uden hjælp fra hverken pårørende eller hjemmepleje, var generelt bedre til at overholde lægens anbefaling om medicin.
  • Du kan læse selve undersøgelsen her eller læse mere på Hospitalsenhed Vests hjemmeside om projektet.