steffie-anderledes-ung

Kære sygeplejersker og læger

Jeg er en glad pige, men nogle gange slår sygdommen mig ud. Præcis dér har jeg brug for dig!

Af Steffie Jørgensen, 22 år

Jeg har brug for, at du trøster mig, holder om mig og fortæller mig, at det hele nok skal gå. Du skal ikke lyve, men du må gerne være optimistisk, når min situation er dårlig. Nogle gange har jeg brug for et kram, fordi jeg tit er alene. Jeg får ikke lov til at tage hjem til mine forældre eller venner, når dagen er slut, ligesom dig. Nej, jeg skal blive, og jeg skal være stærk for min families skyld.

En sygeplejerske på mit hospital, og ja, jeg kalder det mit hospital, fordi jeg har brugt det meste af mit liv der. Hun fortalte mig, at hun troede, jeg var doven, fordi jeg ikke ville ud af min seng efter en operation, og at jeg måtte kæmpe lidt ekstra. En anden ville have mig op på en træningscykel, men hvad de fleste ikke-opererede ikke ved er, at man nærmest føler man taber maven, når den har været skåret op. Man er bange og urolig og vil bare ligge og ønske det hele væk.

Vi har vi brug for noget bevidsthed: Kender I til at få skåret maven op? Ved I, hvordan det er at være i dialyse min. 3 dage om ugen? Kender I følelsen, når man møder de mærkelige blikke i offentligheden, når man er på prednisolon, har en masse ar eller et kateter? Det er ikke sjovt, og det er ikke værdigt. Det gør os ikke nødvendigvis stærkere som individer. Vi vil bare gerne være normale.

Vi er unge

Vi er ikke børn, men vi er heller ikke voksne. Vi har stadig brug for at blive trøstet, men vi har også brug for at klare nogle ting selv. Alle de syge, unge venner jeg har, vil gerne have indflydelse på deres behandling, medicin og deres liv. Selvfølgelig vil de det! Ingen vil styres af andre, om man er syg eller ej. Men vi er også usikre, utålmodige og tvinges til at blive voksne for hurtigt. Så giv os noget ansvar, og hvis det ikke går, så fortæl os det er okay, og lad os prøve igen.

Jeg har engang haft en sygeplejerske, som arbejder i Afrika nu. Hun kom altid ind på min stue, kaldte mig skat og kyssede mig på panden, når jeg blev indlagt. Hun var hos mig i alle sine pauser, og hvis jeg blev ked af det, sov hun hos mig hele natten, mens hun holdt om mig. I skal huske på, at vi værdsætter det I gør – alt hvad I gør!

Nogle af os ser mere til jer end til vores egne venner. Det betyder, at vi nogle gange ser jer som vores venner, og det kan gøre rigtig ondt, når vi finder ud af, at vi kun er jeres patienter. Så vær søde mod os, og vid at nogle gange er I alt vi har. Vær klar over at vi har psykisk ondt, og at vi tit er bange. Men vid også at vi er mennesker ligesom jer. Vi føler ligesom jer, og vi vil gerne selv have kontrol over vores eget liv.

 

Bragt i Nyrenyt, juni 2015, som del af tema om unge.