Er du blevet ringet op af Nyreforeningen?

Nyreforeningen ringer i øjeblikket til tidligere medlemmer med opfordring til at blive fast bidragsyder. Som privat sygdomsbekæmpende forening er vi helt afhængige af, at du og andre tror på, at vores arbejde nytter. Bidrag er med til at sikre, at vi kan fortsætte kampen for bedre vilkår og behandlingsmuligheder for patienter, pårørende og donorer.

Derudover ringes der til en større gruppe eksisterende medlemmer, der i dag modtager kontingentopkrævning med posten, med henblik på at få flere over på betalingsservice.
Det er virksomheden All Ears TM, der foretager opringningerne for os. All Ears følger de etiske retningslinjer for branchen: http://www.isobro.dk/indsamlingsetik/indsamlingsetiske-retningslinjer/

All Ears er en socialøkonomisk virksomhed, hvis primære formål er at skabe job og jobmuligheder for mennesker med synshandicap. Læs mere om vores samarbejdspartner her.

Hvorfor beder vi dig oplyse CPR- og kontonummer?

Når vi spørger om CPR-nummer og kontooplysninger i telefonen, er det for at oprette den PBS-aftale, vi har aftalt med dig. Med en betalingsserviceaftale kan Nyreforeningen spare på administrationsudgifterne, så dine penge bliver brugt, hvor de gør størst gavn. Hvis du er fast bidragsyder, beder vi dig desuden oplyse dit CPR-nummer, så du kan få skattefradrag for din støtte. CPR-nummer bliver slettet efter brug.

Vi spørger aldrig om kortnummer, udløbsdato og kontrolcifre, fordi netop disse oplysninger ikke er sikre at videregive. Læs mere på ISOBROs hjemmeside www.isobro.dk/er-du-blevet-ringet-op under “Brug af betalingsservice og udlevering af CPR-nummer”.

Du kan til enhver tid stoppe dit bidrag, hvis du ikke længere ønsker at bidrage. Betalingsservice tillader kun registrerede virksomheder og organisationer at trække via PBS. Alle dine oplysninger behandles naturligvis fortroligt.

Er du ikke tryg ved at give dine oplysninger til All Ears, men ønsker du alligevel at få oprettet en betalingsserviceaftale, er du selvfølgelig velkommen til selv at kontakte os med oplysningerne på tlf. 43 52 42 52. Eller du kan selv gå ind på din netbank og tilmelde dig.